Pige i tyverne af Sophie Kinsella

Lara Lington er midt i tyverne, nybagt single med knust hjerte. Hun har lige startet virksomhed op, og må klare alt selv, da hun bliver alene med firmaet.

Lara mister sin 105 år gamle grandtante, Sadie, som hun egentlig aldrig har kendt. Efter begravelsen begynder hun at høre en stemme, og pludselig kan hun se en smuk ung kvinde i noget besynderligt tøj. Men altså et spøgelse. Det viser sig dog, at være et rigtigt sødt og sjovt spøgelse, som til tider er til større besvær end glæde. Sadie leder efter en smuk halskæde og involverer Lara som hjælper. Og ikke altid med et godt resultat.  Alligevel bliver de næsten som veninder.

På trods af alt bliver mødet med Sadie en god oplevelse. Sadie hjælper Lara med at finde sig selv igen og med at få styr på livet. Men på sin egen utraditionelle måde.

Romanen er let at gå til, Kinsella skriver vanvittig morsomt, også i denne roman. Personbeskrivelserne af både Sadie og Lara er meget ”levende”, og somme tider kan man også selv blive irriteret på Sadie, fordi hun er så grov. Laras udvikling fra ung til voksen, til accepten af sig selv og det hun står for, har også en stor plads i romanen. Som vanligt er romanen velskrevet, men den var lidt sej at komme i gang med, måske fordi forfatteren vil overbevise læseren om, at Lara kan kommunikere med spøgelset, hun er ikke bare tosset. Jeg synes, at selv om spøgelset har en funktion, kunne det have fyldt mindre. Spøgelset kan i øvrigt også tale til andre og få dem til at gøre ting, som de måske ellers ikke ville have gjort.

Men i sidste ende handler den også meget om at elske sig selv, som den man nu er. Også når andre forsøger at overbevise en om det modsatte.