Anmeldelse
Paula Larrain: I morgen skal vi hjem
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Hvor meget kender vi mennesker egentlig os selv? Hvilke billeder skaber vi af os selv? Og hvordan ønsker vi at fremstille os selv – forklare os selv over for omverdenen?
Det er nogle af de spørgsmål, jeg sidder tilbage med efter at have læst Paula Larrains biografi, »I morgen skal vi hjem«, der sælges med undertitlen »Mit liv som chilener i Danmark«. Her skal vi høre om en flygtningefamilie, integration og situationen at stå med et ben i to lande, der geografisk og kulturelt ligger langt fra hinanden.
Paula Larrain var fire år, da hun kom til Danmark med sin familie, som flygtede fra Pinochet-diktaturet i Chile. I Esbjerg var politiske flygtninge så stor en seværdighed, at de dengang blev portrætteret i det lokale dagblad. Og ved Køge Bugt var familien i sikkerhed i moderne dansk boligbyggeri – men langt væk fra familie, venner, hjem og hverdag i Sydamerika.
Bogen udkom i 2003 på 30 års-dagen for militærkuppet i Chile, da den kendte værtinde fra TV-Avisen var blot 33 år – og på selve datoen den 11. september. En dato som ironisk nok er blevet overskygget af en helt anden begivenhed, hvor amerikanerne ikke som i Chile indirekte var gerningsmænd, men ofre.
»I morgen skal vi hjem« bliver aldrig det, den lægger op til. Det er vanskeligt at afgøre, om det skyldes en historie, der i virkeligheden er uinteressant eller om Paula Larrain primært har sig selv mere på hjerte end det særlige ved hendes chilenske baggrund.
Det er også overraskende, hvor lidt forfatteren bruger den journalistiske fortælleteknik. Hun fortæller og fortæller, men viser meget lidt. Paula Larrain iscenesætter meget og overlader skuffende lidt til læseren selv.
Historien får aldrig rigtig liv, selv om man hele tiden regner med, at det nok kommer på næste side. Det gør det bare ikke. Det bliver generelt almindeligheder, der hænges op på hendes baggrund i en flygtningefamilie. Og med fare for at dømme uretfærdigt, så kommer det til at virke lidt påtaget. Nogle gange lidt patetisk. Teksten overbeviser ikke. Problemstillingen er skam reel nok. Paula Larrain har næppe kunnet huske særlig meget fra Chile og fra flugten – men flugten og splittelsen mellem to verdener har levet videre i hendes familie, der ender med at blive splittet. Mor, far og søster flytter til hver deres verdenshjørne, og Paula Larrain ender med psykisk at gå ned med flaget.
Under journaliststudiet i Aarhus beskriver hun, hvordan hun opretholdt sin facade, men samtidig følte sig ensom og kikset i forhold til sine omgivelser. Det er lidt ironisk, hvordan hun forklarer meget med, at hun er chilener. Ikke at det ikke er sandt. Men når hun for eksempel begrunder sit temperament med sin chilenske baggrund, sætter hun jo også et mærkat på en befolkningsgruppe. Det som de, der er kritiske over for fremmede i Danmark, ofte bliver bebrejdet.
Det er vanskeligt – meget vanskeligt – at være 100 procent ærlig i offentligheden. Den, der skriver sine erindringer, ved ikke, hvordan modtageren vil opfatte dem, når modtageren ikke kender forfatteren. Erindringer vil aldrig tilnærmelsesvis nå samme kvalitet som den fortrolige fortælling til et menneske, man har 100 procent tillid til.
Det virker ikke altid til, at Paula Larrain er helt ærlig over for sig selv og os andre. Hun skriver eksempelvis, at hendes første prioritet i praktikansøgningen på Danmarks Journalisthøjskole var TV-Avisen og ikke blot en almindelig avis, fordi: Derhjemme blev der altid set TV-Avis og ikke læst danske aviser. Det er vel næppe hele sandheden. TV tiltrækker mennesker, der kan lide at blive set – hvilket der ikke er noget ondt i. Det er nærmest en kvalitet. Og så er TV karrierebefordrende.
Man ser en rød tråd, når Paula Larrain indirekte i bogen og efterfølgende i avisinterviews beskrives som et menneske med et lavt selvværd, men en stor selvbevidsthed. Dette skisma kunne have været langt mere ineteressant at læse noget om.
Paula Larrain: I morgen skal vi hjem, 223 sider (Lindhardt & Ringhof).
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Hvor meget kender vi mennesker egentlig os selv? Hvilke billeder skaber vi af os selv? Og hvordan ønsker vi at fremstille os selv – forklare os selv over for omverdenen?
Det er nogle af de spørgsmål, jeg sidder tilbage med efter at have læst Paula Larrains biografi, »I morgen skal vi hjem«, der sælges med undertitlen »Mit liv som chilener i Danmark«. Her skal vi høre om en flygtningefamilie, integration og situationen at stå med et ben i to lande, der geografisk og kulturelt ligger langt fra hinanden.
Paula Larrain var fire år, da hun kom til Danmark med sin familie, som flygtede fra Pinochet-diktaturet i Chile. I Esbjerg var politiske flygtninge så stor en seværdighed, at de dengang blev portrætteret i det lokale dagblad. Og ved Køge Bugt var familien i sikkerhed i moderne dansk boligbyggeri – men langt væk fra familie, venner, hjem og hverdag i Sydamerika.
Bogen udkom i 2003 på 30 års-dagen for militærkuppet i Chile, da den kendte værtinde fra TV-Avisen var blot 33 år – og på selve datoen den 11. september. En dato som ironisk nok er blevet overskygget af en helt anden begivenhed, hvor amerikanerne ikke som i Chile indirekte var gerningsmænd, men ofre.
»I morgen skal vi hjem« bliver aldrig det, den lægger op til. Det er vanskeligt at afgøre, om det skyldes en historie, der i virkeligheden er uinteressant eller om Paula Larrain primært har sig selv mere på hjerte end det særlige ved hendes chilenske baggrund.
Det er også overraskende, hvor lidt forfatteren bruger den journalistiske fortælleteknik. Hun fortæller og fortæller, men viser meget lidt. Paula Larrain iscenesætter meget og overlader skuffende lidt til læseren selv.
Historien får aldrig rigtig liv, selv om man hele tiden regner med, at det nok kommer på næste side. Det gør det bare ikke. Det bliver generelt almindeligheder, der hænges op på hendes baggrund i en flygtningefamilie. Og med fare for at dømme uretfærdigt, så kommer det til at virke lidt påtaget. Nogle gange lidt patetisk. Teksten overbeviser ikke. Problemstillingen er skam reel nok. Paula Larrain har næppe kunnet huske særlig meget fra Chile og fra flugten – men flugten og splittelsen mellem to verdener har levet videre i hendes familie, der ender med at blive splittet. Mor, far og søster flytter til hver deres verdenshjørne, og Paula Larrain ender med psykisk at gå ned med flaget.
Under journaliststudiet i Aarhus beskriver hun, hvordan hun opretholdt sin facade, men samtidig følte sig ensom og kikset i forhold til sine omgivelser. Det er lidt ironisk, hvordan hun forklarer meget med, at hun er chilener. Ikke at det ikke er sandt. Men når hun for eksempel begrunder sit temperament med sin chilenske baggrund, sætter hun jo også et mærkat på en befolkningsgruppe. Det som de, der er kritiske over for fremmede i Danmark, ofte bliver bebrejdet.
Det er vanskeligt – meget vanskeligt – at være 100 procent ærlig i offentligheden. Den, der skriver sine erindringer, ved ikke, hvordan modtageren vil opfatte dem, når modtageren ikke kender forfatteren. Erindringer vil aldrig tilnærmelsesvis nå samme kvalitet som den fortrolige fortælling til et menneske, man har 100 procent tillid til.
Det virker ikke altid til, at Paula Larrain er helt ærlig over for sig selv og os andre. Hun skriver eksempelvis, at hendes første prioritet i praktikansøgningen på Danmarks Journalisthøjskole var TV-Avisen og ikke blot en almindelig avis, fordi: Derhjemme blev der altid set TV-Avis og ikke læst danske aviser. Det er vel næppe hele sandheden. TV tiltrækker mennesker, der kan lide at blive set – hvilket der ikke er noget ondt i. Det er nærmest en kvalitet. Og så er TV karrierebefordrende.
Man ser en rød tråd, når Paula Larrain indirekte i bogen og efterfølgende i avisinterviews beskrives som et menneske med et lavt selvværd, men en stor selvbevidsthed. Dette skisma kunne have været langt mere ineteressant at læse noget om.
Paula Larrain: I morgen skal vi hjem, 223 sider (Lindhardt & Ringhof).
Kommentarer