Bog

I morgen skal vi hjem

Af (
2003
)

Anmeldelse

I morgen skal vi hjem : mit liv som chilener i Danmark af Paula Larrain

08 feb.04
Skribent

Dette er en bog, der handler om at komme fra diktatur til demokrati. Bogen er skrevet af TV- og dagbladsjournalisten Paula Larrain, der sammen med sin familie måtte flygte fra Pinochets diktatur i Chile. Valget faldt på Danmark.

Paula Larrain måtte sammen med sine forældre flygte fra det styre, der opstod under ledelse af general Pinochet efter præsident Salvador Allendes fald. Selv om hun var en ganske lille pige, kan hun tydeligt huske, hvordan de forlod Chile under dramatiske omstændigheder i sommeren 1974. Hendes far var ansat i det chilenske flyvevåben, men under et middagsselskab blev han forrådt. Ikke fordi han var kommunist, men nogle udtalelser var nok til, at han og hans familie kom i farezonen.

Danmark modtog familien, de fik lejlighed i Brøndby, og storesøsteren Maria og Paula kom i skole. Men familien skilte sig ud, følte sig fremmede i forhold til de andre familier i Brøndby Strand. Det var først, da hendes far fik job på Ringstedegnen som pilot i et privat firma, at de lærte en dansk familie at kende, og børnene betragtede denne familie som deres bedsteforældre. Her mærkede de heller ikke de store kulturforskelle. Men familien følte sig splittet og flyttede til Vallensbæk, og her var alt tilsyneladende i den skønneste orden. Men familien havde stadig forbud mod at rejse tilbage til Chile.

I stedet for Chile gik turen til Esbjerg, hvor hendes far fik arbejde som helikopterpilot i Nordsøen. Det blev en meget stor omvæltning, en omvæltning, de hver især havde vanskeligt ved at håndtere; familien gik simpelthen i opløsning. Faderen søgte igen om at vende tilbage til Chile, og denne gang fik han sin tilladelse. Mange år og begivenheder senere rejser Paula med sin lille søn tilbage til Chile, kommer i kontakt hele sin chilenske familie og får beretningen om, hvordan det gik med familien under og efter Allendes fald. Først da er Paula Larrain igen en helstøbt person, der er kommet hjem.

Bogen er en betagende skildring af en kvinde, der føler sig splittet mellem to kulturer. Den giver et indblik i to så vidt forskellige verdener, at det ofte må give anledning til sammenstød. Samtidig giver bogen et fremragende tidsbillede af midten og slutningen af 1970’erne, både i Danmark og ikke mindst i Chile.

Bogens journalistiske stil kommer til udtryk gennem hele beretningen. Jeg kan varmt anbefale bogen.

Lindhardt og Ringhof, 2003. 222 sider, Kr 199,-

Bogdetaljer

Secondary title
mit liv som chilener i Danmark
Forlag
Lindhardt og Ringhof
Faustnummer
24815803
ISBN
9788759520574
Antal sider
222

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer