Folkesagn og myter er grundstoffet i Marguerite Yourcenars på alle måder fantastiske novellesamling fra 1938, der nu endelig foreligger i en dansk oversættelse.
’Orientalske noveller’ samler ti fortællinger af belgiskfødte Marguerite Yourcenar (1903-1987), som på fuldstændig overlegen vis gendigter en række sagn og legender fra bl.a. Kina, Grækenland og Balkan. Historierne er spækket med drabelige optrin, tragiske skæbner og et farverigt persongalleri af elskere, asketer og krigere. Vi møder bl.a. en kinesisk maler, hvis kunst overgår virkeligheden (’Hvordan Wang-Fô blev reddet’), en slavisk folkehelt, som er utrolig god til at spille død (’Markos smil’), og en indisk gudinde, som bliver halshugget og får sit hoved sat på en prostitueret kvindes krop (’Den halshuggede Kâli’). Det er grumt, smukt og fantastisk godt skrevet!
Yourcenar folder nogle af livets helt store spørgsmål ud i de ti eventyrlige historier: Livet og døden, krigen og kunsten, men det er frem for alt begæret og kærlighedens væsen, som optager hende. Særligt hendes kvindelige figurer gjorde et stort indtryk på mig. I ’Dødens mælk’ møder vi f.eks. den reneste moderkærlighed i skikkelse af en ung, albansk kvinde, som lader sig mure inde med kun brysterne fri af murstenene, så hun i sit fangenskab fortsat kan amme sit spædbarn gennem muren:
”Så længe jeg har nogle dråber af liv tilbage vil de nå ned til spidsen af mine bryster og give næring til det barn, jeg har sat i verden, og den dag jeg ikke har mere mælk, vil det drikke min sjæl.”
Den unge mors selvopofrelse står i skarp kontrast til novellens sarkastiske rammefortælling, hvor to mænd mødes i en restaurant i den Sicilianske by Ragusa. Fortælleren af den tragiske historie indleder med en konstatering af, at kvinder ’der er steriliseret mod ulykke og alderdom’ ikke findes længere: ”Nu er det kun i sagnene fra halvt barbariske lande, at man stadig kan møde disse skabninger rige på mælk og tårer, som man ville være stolt over at være barn af. ” Da historien om den unge, albanske mor er fortalt til ende antastes de to herrer af en tiggende sigøjnerkvinde med et barn om halsen, som hun efter sigende selv har gjort næsten blindt for at lokke flere penge ud af de medlidende. Fortælleren fastslår kynisk at ’det er et lukrativt erhverv at pleje en invalid. Der er forskel på mødre.”
Netop Yourcenars sarkastisk bid er karakteristisk for flere af fortællingerne og er med til at give ’Orientalske noveller’ sit helt eget præg. På overfladen er stilen enkel og klassisk, og man vil kunne genkende mange af fortællingernes træk fra legendernes og folkeeventyrenes univers. Men selvom Yourcenar trækker på fortidens fantastiske fortællinger, har hun sin helt egen ligefremme og usentimentale måde at servere historierne på. Hendes enkle, men betydningsmættede og skarpe sprog er en fryd at læse i Hans Peter Lunds vidunderlige oversættelse, og er med til at løfte de gamle folkefortællinger op på et højt litterært niveau. ’Orientalske noveller’ er med andre ord ikke kun for dem, som elsker et godt eventyr (og hvem gør ikke det?), men for alle, som elsker litteratur.
Kommentarer