Bog

Kejser Hadrians erindringer

Af (
1986
)

Anmeldelse

Kejser Hadrians erindringer af Marguerite Yourcenar

En formidabel psykologisk og historisk fortælling om en kejser og et menneske, der mestrede sin tid. Oldtidens politik, tanker og idéer bliver lyslevende.

Dette er ét af den franske forfatter Marguerite Yourcenars (1903-1987) hovedværker. Bogen udkom i Frankrig i 1951 og første gang på dansk i 1954. Den er et naturligt valg til Rosinantes fine klassikerserie. Yourcenars fiktive biografi om den romerske kejser Hadrian er en imponerende rejse gennem den antikke verden i det andet århundrede efter Kristus, hvor den vidende og tænkende Hadrian delagtiggør os i sine inderste tanker og følelser, både hvad angår de personlige anliggender og selvfølgelig ikke mindst det romerske riges tilstand. Kærligheden til en ung græsk mand fortæller om stor lidenskab og smerte. Det er formfuldendt prosa med mange smukke, lyriske passager skrevet med stor indlevelse og viden om tidens tanker, politik og idéer.

Kejser Hadrian regerede fra år 117- 138. Han efterfulgte Trajan (53 - 117), som adopterede Hadrian. Kejser Hadrian sikrede rigets yderste grænser for at fremme fred og sikkerhed, han reformerede administrationen og var bl.a. meget optaget af økonomi og ulighed, herunder slavernes og kvindernes retsstilling. Desuden restaurerede og iværksatte han store monumentale værker, bl.a. Hadrians mur i England samt Pantheon og Engelsborg i Rom. Han var soldat og hærfører, veluddannet og belæst, optaget af poesi og filosofi og følte sig tæt forbundet med hellensk kultur. Hans ægteskab var ikke lykkeligt og blev barnløst. For at sikre arvefølgen adopterede de Lucius og senere Antoninus, der blev kejser efter Hadrians død.

Erindringerne er skrevet kort før hans død i år 138 til hans senere efterfølger som kejser, Marcus, der blev adopteret af Antoninus, De er udformet som et langt brev, hvor Hadrian opsummerer sit liv og livsværk samt visioner om fremtiden. Det er en mand med stor selvindsigt, der skriver, og som er bevidst om sin magt. Mennesker er blevet dræbt på hans ordrer, men altid har det været på vegne af riget og for at fastholde sine mål. En så omfattende magtposition giver ensomhed og frygt for kup. Her var bøgerne ham en stor hjælp. I mange år rejste han rundt overalt i riget fra Spanien til England, Egypten, Grækenland og landene  mod øst. Mest holdt han af det enkle militærliv og deltog selv i nedkæmpelsen af den jødiske opstand mod romerne i år 135. De konflikter og problemstillinger, han refererer til, er stadig aktuelle.

Det er fascinerende læsning. Ikke mindst skildringen af det lidenskabelige forhold til den unge græker, Antinoos, der druknede på Nilen som ung. Den sorg og smerte formåede han ikke at skjule, selv om hans voldsomme reaktion herpå blev betragtet som uværdigt.

”Naturen svigter, skæbnen er omskiftelig, en gud ser alt dette fra det høje”.  Det melankolske citat var indgraveret i hans ring. Erindringerne er skrevet i samme eftertænksomhed og klarsyn i en afbalanceret ro.

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Oversætter
Karl Hornelund
Faustnummer
06445691
ISBN
9788775607600
Antal sider
279

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer