Om vinteren af Karl Ove Knausgård

Observationer af hverdagsting der vækker nysgerrighed, refleksion eller ligegyldighed. Desværre mest det sidste hos mig.

Karl Ove Knausgård og hans kone venter barn nummer fire. Hver måned skriver han et brev til barnet. For hver måned er der også omkring tyve essaylignende tekster af et par siders længde om hverdagsting. Der planlagt i alt fire bøger, der hver især dækker en årstids tre måneder, hvoraf denne dækker vintermånederne. Tilsammen udgør de en slags encyklopædi over den nære virkelighed.

Knausgård har en flydende pen, og han viser her, at han kan skrive om hvad som helst: konkrete ting som vatpinde, vinduer, næsen, abstrakte som hulrum, ligfærden og livsfølelse, sociale emner som samtale, gæster og at sætte grænser, og dertil kommer beskrivelser af konkrete personer. Knausgård vil vise verden for sit nye barn, og det er en verden hvor ensomhed, sorg og død fylder temmelig meget.

Han har skrevet én tekst alle hverdage i et år og det er selvfølgelig imponerende, men det giver mig også en fornemmelse af skriveøvelse. Den optagethed og medleven som jeg oplevede under læsningen af ’Min kamp’ mangler. Der er dog nogle rigtig gode tekster, og det overfladiske og dermed fornemmelsen af ligegyldighed opstår til dels på grund af mængden. Jeg vil derfor råde til, at man højst læser to-tre tekster om dagen. Teksterne er velegnede til højtlæsning og efterfølgende snak.