Askovs sympatiske og velskrevne roman går helt tæt på det autentiske og mangfoldige miljø i Nøjsomheden. Skævheden i samfundet er udtalt, og snobberiet får en velplaceret lammer.
Der er kærlighed, kultursammenstød og kraft i de sammensatte smertepunkter i Askovs betagende roman. Det er det hun kan, Stine Askov: at nå ind til kernen af det, der sker i de bittesmå nuancer mellem mennesker og samtidig fortælle en historie, der viser forståelse og tolerance for de utilpassede. De skarpe sproglige pointer og de menneskelige nuancer imponerer.
Askov gør op med en god del fordomme, når hun med stor respekt udruller persongalleriet fra boligkvarteret Nøjsomheden. Her kæmper mennesker for at få hverdagen til at hænge sammen med døden tæt på og faderløsheden som daglige vilkår. ”Manglen på fædre fylder i alle opgange og lejligheder, børn af faderløse, der laver nye faderløse børn.”
I Askovs version af Nøjsomheden findes flere storsindede mennesker i de jævne lejligheder. De udgør den lim, der holder sammen på flokken og opretholder en slags værdighed. Moster Tut er en af dem. Mona bliver det også. Midt i hverdagens kvaler samler de op på kuldsejlede medborgere.
Der er noget vedkommende på spil, når den unge Mona fra boligblokken, vokser sig til at blive en dynamisk hverdagshelt. Hun kan ikke andet end at være sig selv. Men det er sådan set også nok til at gøre en forskel.
Mona er udsat som datteren af den psykisk syge mor, der manisk begraver sig i kulørte ugeblade med en sygelig trang til at vide alt om kongehuset. Det kriminelle miljø er en del af omgangskredsen. Mona har til gengæld den jordnære moster Tut, der har lært hende at begå sig og tage fat - også når det er svært.
”Du skal selv gøre arbejdet, Mona. Man får ikke noget forærende her i livet” , siger Tut, når Mona har lyst til at give op. Og Tut taler af erfaring. ”Løft hovedet” ville Tut sige, ”aldrig dukke nakken, så tror de, de må hakke”. Men nu er Tut syg og indlagt på hospice.
Mona forsvinder ind i bøgerne, og helt intuitivt forholder hun sig til store læseoplevelser med stor indsigt. Hun har læst det meste og har en mening om det hele. ”Jeg ved ikke, hvad der er med den unge, det er som om hun inhalerer bøger”, sagde den storrygende Tut.
Tut har skaffet hende arbejde i Lindas Boghandel, hvor hun anbefaler bøger på post-it´s. Her møder hun den litteraturstuderende Nikolai, der er inde for at købe City Slang af Søren Ulrik Thomsen. Nikolai bor på den "rigtige" side af Strandvejen i Helsingør. Et kultursammenstød med indbygget kærlighed bliver romanens drive.
En lavmælt morsomhed er de mange referencer til litteraturen. Mona har en velbegrundet mening om det hele. Der refereres fx til Søren Ulrik Thomsen, som netop (altså i virkeligheden) er udkommet med sit essay om sit smerte- og opvækstpunkt Store Kongensgade 23. Monas smerte- og opvækstpunkt er Nøjsomheden 22.
Man sidder efter endt læsning og savner dem: Mona og Tut og de andre fra Nøjsomheden - ikke som en beskuer, men som én, der sidder med i stuen og drikker en dåsebajer, mens Tut svinger smøgarmen. Det er virkelig ikke kedeligt!
Stine Askov er kendt for sine skarpe beskrivelser af outsiderne – de utilpassede. Hun har udgivet 5 romaner, der alle med en særlig sans for menneskers samspil blandet med rå alvor og komik tager pulsen der, hvor livet gør mest ondt. Hendes sidste udgivelse fra 2020 er den overbevisende Katalog over katastrofer, der var indstillet til DR Romanprisen.
Kommentarer