Nike af Caspar Eric

Der er stadig masser af narcissisme hos Eric, men der er mere udsyn og flere perspektiver i digterens andet værk.

Caspar Eric er en hjertestarter for poesien! I skrivende stund står mindst ét eksemplar på hylden på tres biblioteker i Danmark, og på over halvdelen af bibliotekerne er alle eksemplarer udlånt. Især udlånskvoten på over 50% er imponerende. Eric er en digter, der ikke bare tales om; han læses!

’Nike’ handler om mennesker, først det ydre og siden det indre. Med udgangspunkt i Caspar Erics eget handikap, en cerebral parese der gør at han halter, kastes stigmatiseringen af den anderledes fremtoning i spil. Dette var allerede et tema i debuten ’7/11’, hvor man i åbningsdigtet kunne finde hovedpersonen liggende i sengen, stadig med sine nikies på, som om han var for handikappet til at kunne få dem af selv. I ’Nike’ italesættes handikappet direkte, og samfundets stigmatisering af ’det anderledes’ problematiseres fra forskellige vinkler.

”i American Apparel på
Washington Avenue
kunne ekspedienterne virke
utrygge over hvorvidt jeg
nu planlagde
at halte rundt i det offentlige rum
med Cerebral Parese
i lige præcis deres kollektion”

Det i virkeligheden hylemorsomme scenarie spidder den offentlige forfængelighed, og bogens projekt handler om at normalisere handikappet eller måske handikappe det normale jf. følgende passage:

”i den forstand
kan alle være handikappede
eller vi er menneskene
der har forskellige handikap
vi smadrer vores egne kroppe
vi smadrer statuerne
vi smadrer de små guder
og så smadrer vi hinanden”

Eric er vred, og han fastholder sin (og alle andre menneskers) ret til at være uperfekt(e). På den måde er det en ærligere bog end debuten, og Eric giver også flere gange udtryk for en klimakritisk position, hvori han klandrer unavngivne forfatterkolleger for at bruge klimatematikken som sminke i et slags populærkulturelt udtryk.

Grundtonen til det perfekte ligger i titelreferencen til et græsk gudebillede og et populært brand, og på den måde etableres en af de spændinger, der giver langdigtet dybde. Læser man myter om guderne, er de nemlig også fulde af fejl. Oprindeligt var ’Nike’-teksten et brev til eks-kæresten Victoria, og Nike og Victoria er det henholdsvis græske og romerske navn for gudinden for sejr og succes.

’Nike’ er som debuten en weltschmertz-fortælling, et på én gang sprudlende og så småt harcelerende langdigt eksekveret med et sprogligt drive, opfindsomt og let til bens. Der er flere morsomheder at hente, men også mere Caspar Eric Christensen at hente. Ham møder vi allerede på første side i form af at billede med teksten: ”Portræt af kunstneren som ung cyborg”. Efter endt læsning bør man vende tilbage til udtrykket cyborg og dvæle lidt ved Erics egen position som et menneske, der på den anden side blev holdt i live af en menneskeskabt overlevelsesmekanisme. Her ser jeg kimen til Erics tredje værk, og tvivlen om, hvorvidt Eric kan skrive videre på sit moderne selv, bør være forduftet fra kritikken af ’7/11’. 

Foto på Facebook: Blixenprisen 2016