Anmeldelse
7/11 af Caspar Eric
- Log ind for at skrive kommentarer
Mediets distance. At læse 7/11 er som at læne sig tilbage og se et generationsbillede folde sig ud som et skyggespil på en væg. Men er stykket et nødråb, en kritik eller en flabet manifestation?
Det er omtrent et år siden, Caspar Erics debut ’7/11’ udkom, og for godt en uge siden sendte han opfølgeren ’NIKE’ på gaden. Eric har vundet kritikernes anerkendelse, og denne anmeldelse er og bliver heller ikke en revsning. Alligevel mener jeg, at bogens største kvaliteter ikke er anerkendt til punkt og prikke. Bogen har manifesteret sig som et flowskriv eller én lang statusopdatering, men som Tue Andersen Nexø skrev i sin anmeldelse i Information d. 15. august 2014 ”gør [7/11] alt for at være moderne […], men det dens sårbarhed og sikre stil der gør den værd at læse.” Bogen virker som et formeksperiment, hvis samfundskritik ulmer i overfladen af sproget men aldrig for alvor kommer til orde.
Det første man lægger mærke til i Caspar Erics debut (poesi) er tilegnelsen, som er brevhovedet i en e-mail på en Macbook. Så kommer der en inventarliste indeholdende de mest markante ord i digtsamlingen. Under selve læsningen af de flere sider lange digte, der bare kører derudaf, er der indlagt små ”pauser” i form af en lille side. Den fungerer (ekstremt set) som vejrtrækning under oplæsningsseancer. Efter den sidste pause kommer der et afsnit med ekstramateriale, og vi er her ovre i filmens indholdssprog. Der kan dog ikke være nogen tvivl om teksternes blog-oprindelse først her men også her, men der er måske heller ikke så langt fra bloggen til dokumentarfilmen?
’7/11’ blev af flere anmeldere betegnet en som en ung mands søgen efter identitet og kærlighed i klassisk-romantisk forstand, og det er denne mand de dokumentarrullende blogagtige tekster følger snarere end beskriver gennem en hverdagshymne stærk præget af butiksforbilledet 7/11’s døgnåbne og uendelige tilbud om at forny sig selv igen og igen med en dragt af popkulturens glitrende indpakningspapir og på de sociale medier, hvor bl.a. hashtagget #nofilter forsøger at skrælle ind til en ærlig personlig kerne, drømmen om at være autentisk. Jeg’et i ’7/11’ emmer af ærlighed om kedsomhed, ensomhed og kærlighed, men er også en evindelig refleksion over sin egen fremtoning og en påtaget idealidentitet.
jeg har lyst til at gå i biografen
hvor det at være alene kan virke som et talent
eller som om jeg er en person
der går meget op i kunst og film
og ikke har problemer
med at andre tror jeg er ensom
fordi jeg er ligeglad med hvad andre tænker
jeg vil bare gerne se her (2013)
og ha oprigtige følelser
’7/11’s leg med forskellige formsprog fra bloggen, filmen, sociale medier mm. stoppet ind i et omslag med undertitlen ”poesi” og konkret brug af langdigtet som digterisk genre, det er genialt. Der, hvor Erics debut halter, er bogens kritiske bevidsthed, der er placeret i ekstramaterialet sidst i bogen i form af et uforløst ”[digt om 9/11 som mest handler om at det er min ekskærestes fødselsdag…]”. Jeg vil nemlig langt hellere læse bogen som et samfundskritisk nødråb frem for en flabet bemærkning fra generation hashtag.
- Log ind for at skrive kommentarer
Mediets distance. At læse 7/11 er som at læne sig tilbage og se et generationsbillede folde sig ud som et skyggespil på en væg. Men er stykket et nødråb, en kritik eller en flabet manifestation?
Det er omtrent et år siden, Caspar Erics debut ’7/11’ udkom, og for godt en uge siden sendte han opfølgeren ’NIKE’ på gaden. Eric har vundet kritikernes anerkendelse, og denne anmeldelse er og bliver heller ikke en revsning. Alligevel mener jeg, at bogens største kvaliteter ikke er anerkendt til punkt og prikke. Bogen har manifesteret sig som et flowskriv eller én lang statusopdatering, men som Tue Andersen Nexø skrev i sin anmeldelse i Information d. 15. august 2014 ”gør [7/11] alt for at være moderne […], men det dens sårbarhed og sikre stil der gør den værd at læse.” Bogen virker som et formeksperiment, hvis samfundskritik ulmer i overfladen af sproget men aldrig for alvor kommer til orde.
Det første man lægger mærke til i Caspar Erics debut (poesi) er tilegnelsen, som er brevhovedet i en e-mail på en Macbook. Så kommer der en inventarliste indeholdende de mest markante ord i digtsamlingen. Under selve læsningen af de flere sider lange digte, der bare kører derudaf, er der indlagt små ”pauser” i form af en lille side. Den fungerer (ekstremt set) som vejrtrækning under oplæsningsseancer. Efter den sidste pause kommer der et afsnit med ekstramateriale, og vi er her ovre i filmens indholdssprog. Der kan dog ikke være nogen tvivl om teksternes blog-oprindelse først her men også her, men der er måske heller ikke så langt fra bloggen til dokumentarfilmen?
’7/11’ blev af flere anmeldere betegnet en som en ung mands søgen efter identitet og kærlighed i klassisk-romantisk forstand, og det er denne mand de dokumentarrullende blogagtige tekster følger snarere end beskriver gennem en hverdagshymne stærk præget af butiksforbilledet 7/11’s døgnåbne og uendelige tilbud om at forny sig selv igen og igen med en dragt af popkulturens glitrende indpakningspapir og på de sociale medier, hvor bl.a. hashtagget #nofilter forsøger at skrælle ind til en ærlig personlig kerne, drømmen om at være autentisk. Jeg’et i ’7/11’ emmer af ærlighed om kedsomhed, ensomhed og kærlighed, men er også en evindelig refleksion over sin egen fremtoning og en påtaget idealidentitet.
jeg har lyst til at gå i biografen
hvor det at være alene kan virke som et talent
eller som om jeg er en person
der går meget op i kunst og film
og ikke har problemer
med at andre tror jeg er ensom
fordi jeg er ligeglad med hvad andre tænker
jeg vil bare gerne se her (2013)
og ha oprigtige følelser
’7/11’s leg med forskellige formsprog fra bloggen, filmen, sociale medier mm. stoppet ind i et omslag med undertitlen ”poesi” og konkret brug af langdigtet som digterisk genre, det er genialt. Der, hvor Erics debut halter, er bogens kritiske bevidsthed, der er placeret i ekstramaterialet sidst i bogen i form af et uforløst ”[digt om 9/11 som mest handler om at det er min ekskærestes fødselsdag…]”. Jeg vil nemlig langt hellere læse bogen som et samfundskritisk nødråb frem for en flabet bemærkning fra generation hashtag.
Kommentarer