Anmeldelse
Niels Krause-Kjær: Tilskueren
- Log ind for at skrive kommentarer
Niels Krause-Kjær er kendt som kommentator og politisk journalist. I 2000 fik kan et litterært gennembrud, der ville noget. Hans roman »Kongekabale« byggede på minutiøs insiderviden om den store magtkamp i Det Konservative Folkeparti i 1990erne og blev filmatiseret med succes.
I 2004 skulle han med sin anden roman, »Tilskueren«, så overbevise os om, at etteren var mere end blot en engangs-nøgleroman, som han kunne skrive på grundlag af stof, han havde fået serveret på et sølvfad.
»Tilskueren« viser, at der er gods nok i Krause-Kjær til yderligere romaner, om end den ikke helt når debutens højder.
Romanens titel henviser til hovedpersonen med det gode danske navn Jørgen Skovby, en fraskilt vanemand, der har det fint med at redigere det lidenskabsløse navnestof på en skrantende provinsavis og så i øvrigt ikke involvere sig i ret meget. På vej hjem fra arbejde en sen aften bliver han vidne til et blodigt overfald. Han nøjes med at se til, lade offeret lige og så stikke af.
Offeret viser sig at være en journalistpraktikant fra avisen, som åbenbart har pillet lidt for meget ved den danske venstrefløjs betændte fortid. En gruppe tidligere radikale venstrefløjsaktivister frygter for deres nu temmelig borgerlige liv med karriere. Jørgen Skovby efterkommer et ønske om at fjerne materiale i avisens navnearkiv og så i øvrigt pille ret så kraftigt ved et fødselsdagsportræt. Ønsket kommer fra en gammel ven, som han boede i kollektiv med i sine unge dage. Og med vennetjenesten ryger Jørgen Skovby selv i politiets søgelys og bliver indirekte tvunget til selv at efterforske sagen.
Der er igen rigtig meget nøgleroman her. SF-politikeren Ole Sohn nævnes næsten direkte, og historieprofessoren Claus Bryld er heller ikke til at tage fejl af, og mon ikke en russisk-kyndig professor i provinsen er Bent Jensen?
Spørgsmålet er, om »Tilskueren« er en roman, der holder – altså overlever tidens gang. Det gør nøgleromaner kun, når de også er gode romaner. Rent genremæssigt er der ikke megen fornyelse i »Tilskueren«. Niels Krause-Kjær spiller på velkendte tricks, men de virker.
Niels Krause-Kjær: Tilskueren, 210 sider (Gyldendal).
- Log ind for at skrive kommentarer
Niels Krause-Kjær er kendt som kommentator og politisk journalist. I 2000 fik kan et litterært gennembrud, der ville noget. Hans roman »Kongekabale« byggede på minutiøs insiderviden om den store magtkamp i Det Konservative Folkeparti i 1990erne og blev filmatiseret med succes.
I 2004 skulle han med sin anden roman, »Tilskueren«, så overbevise os om, at etteren var mere end blot en engangs-nøgleroman, som han kunne skrive på grundlag af stof, han havde fået serveret på et sølvfad.
»Tilskueren« viser, at der er gods nok i Krause-Kjær til yderligere romaner, om end den ikke helt når debutens højder.
Romanens titel henviser til hovedpersonen med det gode danske navn Jørgen Skovby, en fraskilt vanemand, der har det fint med at redigere det lidenskabsløse navnestof på en skrantende provinsavis og så i øvrigt ikke involvere sig i ret meget. På vej hjem fra arbejde en sen aften bliver han vidne til et blodigt overfald. Han nøjes med at se til, lade offeret lige og så stikke af.
Offeret viser sig at være en journalistpraktikant fra avisen, som åbenbart har pillet lidt for meget ved den danske venstrefløjs betændte fortid. En gruppe tidligere radikale venstrefløjsaktivister frygter for deres nu temmelig borgerlige liv med karriere. Jørgen Skovby efterkommer et ønske om at fjerne materiale i avisens navnearkiv og så i øvrigt pille ret så kraftigt ved et fødselsdagsportræt. Ønsket kommer fra en gammel ven, som han boede i kollektiv med i sine unge dage. Og med vennetjenesten ryger Jørgen Skovby selv i politiets søgelys og bliver indirekte tvunget til selv at efterforske sagen.
Der er igen rigtig meget nøgleroman her. SF-politikeren Ole Sohn nævnes næsten direkte, og historieprofessoren Claus Bryld er heller ikke til at tage fejl af, og mon ikke en russisk-kyndig professor i provinsen er Bent Jensen?
Spørgsmålet er, om »Tilskueren« er en roman, der holder – altså overlever tidens gang. Det gør nøgleromaner kun, når de også er gode romaner. Rent genremæssigt er der ikke megen fornyelse i »Tilskueren«. Niels Krause-Kjær spiller på velkendte tricks, men de virker.
Niels Krause-Kjær: Tilskueren, 210 sider (Gyldendal).
Kommentarer