Af Sten Rasmussen
I løbet af sin 34 år lange kunstnerkarriere mellem 1878 og 1912 præsterede den myreflittige Herman Bang hele to forfatterskaber: det skønlitterære, som han ikke kunne leve af, og det journalistiske, der udgjorde det faste økonomiske grundlag for hans eksistens.
Hans artikler ligger spredt ud over et meget stort antal blade i Norden og Tyskland og menes at omfatte ca. 8.000 større og mindre bidrag, som mange har forsøgt at registrere, men ingen endnu har det fulde overblik over.
Vekslende Themaer
Guldåren nede i dette bjerg af artikler er en serie på 210 store søndagskronikker eller såkaldte feuilletoner, som den purunge kritiker og forfatter under fællestitlen ”Vekslende Themaer” skrev til Nationaltidende mellem november 1879 og udgangen af 1884. Set under ét betegner de et højdepunkt i dansk journalistik, men kun omkring 1/3 af dem har hidtil været optrykt i diverse ældre og nyere antologier, og flertallet har man derfor kun kunnet studere med lup og stærke briller i bibliotekernes mikrofilmapparater.
De gamle aviser er i dag i så stærkt forfald, at de ikke må udlånes mere. Men her op til 150-årsdagen for Bangs fødsel den 20. april er der så sket det, at hele serien af Det danske Sprog- og Litteraturselskab er blevet gjort alment tilgængelig med en større kommenteret udgave, der åbner alle interesserede læsere mulighed for at få et enestående indblik i alt, hvad der rørte sig i hovedstadens kulturliv og dagligdag i 1880’ernes første femår.
Samlingen består af en broget blanding af stemningsbilleder, causerier, essays, afhandlinger, portrætter og anmeldelser; og hvad enten ens tilgang til den er litteraturhistorisk, teaterhistorisk, pressehistorisk eller socialhistorisk, er der både underholdning og mangfoldig viden at hente i dem.
Herman Bang var en af Det moderne Gennembruds betydeligste journalister. Hans udgangspunkt var den franske kulturkronik, den såkaldte feuilleton, som var blevet udviklet i Pariserpressen mellem 1800 og 1870 under de to napoleonske kejserdømmer.
En lang række store franske essayister som fx Sainte Beuve, Francisque Sarcey, Albert Woff og Alphonse Daudet udfoldede inden for feuilletonens rammer et broget allehånde fra litterær og dramaturgisk kritik til en vidtfavnende oplevelsesjournalistik omkring rejser, større offentlige begivenheder, vandringer i naturen eller storbyen og portrætter af interessante eller kuriøse personer. Genrens grundlov var, at artiklerne ikke måtte kede, og det vigtigste kendetegn var deres stærkt individualistiske præg. Generelt kan man derfor tale om en holdningsjournalistik, hvori feuilletonistens personlighed kommer tydeligt til udtryk. 
Reportagen og Henrik Cavling
På vore breddegrader ligger det snublende nær at sammenligne Herman Bang med Henrik Cavling, der var en anden af gennembruddets helt store skikkelser inden for dansk presse. De var jævnaldrende, men Cavlings karriere udfoldede sig først for alvor efter midten af 1880’erne, da Bang for længst havde erobret sig en position som generationens førende kritiker og bedste feuilletonist.
Cavling var ikke kunstner i nær samme grad som Herman Bang og gav sig heller ikke ud for at være det, men hans betydning for udviklingen i den danske presse op imod og navnlig efter århundredskiftet blev større, fordi han både som redaktør og skribent orienterede sig mod den journalistiske kultur, som skulle vise sig at have fremtiden for sig herhjemme, nemlig den engelsk -amerikanske.
Han beherskede et meget stort journalistisk register, men blev især og med rette beundret for sine blændende dygtige reportager, hvor begivenheden fremstilles i en glasklar, kølig -objektiv kendsgerningsprosa, der rummer et væld af præcise iagttagelser, men kun få eller ingen refleksioner og holdningstilkendegivelser. Ved således at lade sin person forsvinde bag det billede af begivenheden, han tegner, skaber Cavling en kildrende fornemmelse hos læseren af at opleve en uretoucheret virkelighed, der så at sige slår direkte op i læserens ansigt fra avissiden.
Han var indbudt til at være til stede i Horsens Tugthus i 1892, da den sidste henrettelse herhjemme før retsopgøret efter 2. verdenskrig fandt sted, og hans reportage følger mordbrænderen Jens Nielsens sidste timer med minutiøs nøjagtighed. Da øksen falder, gengives dette højdepunkt på følgende måde: ”Den Lyd der hørtes, lød som naar man slaar en vaad Svamp mod en Væg – saa hørte man en svagt klingende Metallyd. Det var den halvtredje Kvarter lange halvrunde Æg, der besindigt blev trukket gennem Skaaret. Hovedet faldt i Blikkoppen og trillede derfra ned i Gruset.”
Feuilletonen og Herman Bang
På omtrent tilsvarende måde havde Herman Bang ti år tidligere på Solbjerghøj ved Nakskov overværet henrettelsen af morderen Anders Nielsen ”Sjællænder”, hvis død blev præget af en række særlig grufulde ledsageomstændigheder: således var skarpretteren stærkt beruset, og i de afgørende øjeblikke kunne han ikke bevare sit fodfæste på den sammentrampede sneskorpe omkring blokken og huggede derfor fejl to gange, før det omsider tredje gang lykkedes ham at skille delinkventens hoved fra den skamferede krop.
Ingen af disse rædselsvækkende detaljer ville have manglet i en cavlingsk reportage, men Herman Bangs feuilleton ”Religionen paa Retterstedet” i Nationaltidende 3.12.1882 afstår helt og aldeles fra at beskrive selve den groteske statsautoriserede aflivning af Anders Nielsen. I stedet for rummer hans artikel et myndigt humant opgør med det obligatoriske kirkelige ritual, som den frysende og totalt paralyserede forbryder måtte gennemgå sammen med præsten i ti uendelige minutter, mens han ventede foran blokken.
Nogen reportage af begivenheden skrev Herman Bang således ikke, men hans feuilleton markerer klart, hvor chokeret og frastødt han var af det grusomme skuespil, han overværede, og den gør med sin stilfærdige tone et dybt indtryk på læseren. Historisk kan den i dag betragtes som et af de første betydningsfulde skridt på den lange vej mod dødsstraffens afskaffelse herhjemme. I alt fald blev Anders Sjællænder den sidste person i Danmark, der henrettedes i fuld offentlighed.
Henrik Cavling fik et væld af efterlignere i sit store kølvand og opfattedes i mange år som den mest moderne af de to. Også Bang havde talrige beundrere, men han fik færre elever. Imidlertid ser det ud, som om en ”holdningsjournalistik” i vore dage på ny vinder frem i den hjemlige presse under inspiration af den amerikanske såkaldte ”new journalism”, der legitimerer og sætter lys på den skrivendes personlige oplevelse. Som journalistisk forbillede kan Herman Bang derfor godt have en fremtid for sig.
Kommentarer