Anmeldelse
Neglene af Mikhail Jelizarov
- Log ind for at skrive kommentarer
Mikhail Jelizarovs roman ’Neglene’ er et godt bud på den nye russiske litteratur – rørende, tankevækkende, morsom og overraskende.
”Har du hørt, at vi har fået et nyt apparat, der kan massere din pukkel væk, og ved du hvad det hedder?” ”Nej” – svarede jeg, og de sagde ”Graven!” …..
Barsk humor, skønhed og tragedie går hånd i hånd i ’Neglene’, som foregår lige før og efter Sovjetunionens sammenbrud. Romanen er på en gang meget realistisk, som vi kender det fra mange andre store russiske romaner, men der er også magi og besynderlige hændelser ind over.
Jeg-fortælleren har en pukkel, og derfor bliver han kaldt Pukkelryg eller Gloster. Han er hittebarn, og han vokser op på et specialbørnehjem. Der møder han Bakhatov, og de to bliver uadskillelige. Bakhatov har et sammekrøllet ansigt og han savler, men for dem begge gælder det, at der bestemt ikke er noget i vejen med deres hjerner.
De får begge en slags uddannelse på børnehjemmet, og selv om tiden på børnehjemmet er barsk, er der også øjeblikke af stor skønhed. Den helt store ændring i vennernes liv, sker den dag, Gloster stifter bekendtskab med musikken. Der er et gammelt klaver på børnehjemmet, og han lærer sig selv at spille på det.
Som 18-årige bliver de lukket ud i samfundet, og der møder de en helt fremmed verden. Men de klarer sig på mirakuløs vis i den barske verden, på trods af deres lidt enfoldige og naive væsen. Gloster deltager i en talentkonkurrence, han bliver opdaget, og han giver koncerter verden over, men han kapper aldrig forbindelsen til Bakhatov.
Bakhatov har et ritual, han bider negle – deraf romanens titel – og det ritual får afgørende betydning senere hen. På en eller anden måde hænger dette ritual sammen med den dejlige musik, som har sæde i fortællerens pukkel. Det er her, det magiske kommer ind i fortællingen.
At russiske romaner ikke har nødt at være på mindst 500 sider, bliver bevist i denne lille fine roman af debutanten Mikhail Jelizarov. Egentlig er forfatteren uddannet operasanger, men nu lever han af at skrive.
Forlaget Vandkunsten er ved at udgive en række med nyere russisk litteratur – hold øje med den.
- Log ind for at skrive kommentarer
Mikhail Jelizarovs roman ’Neglene’ er et godt bud på den nye russiske litteratur – rørende, tankevækkende, morsom og overraskende.
”Har du hørt, at vi har fået et nyt apparat, der kan massere din pukkel væk, og ved du hvad det hedder?” ”Nej” – svarede jeg, og de sagde ”Graven!” …..
Barsk humor, skønhed og tragedie går hånd i hånd i ’Neglene’, som foregår lige før og efter Sovjetunionens sammenbrud. Romanen er på en gang meget realistisk, som vi kender det fra mange andre store russiske romaner, men der er også magi og besynderlige hændelser ind over.
Jeg-fortælleren har en pukkel, og derfor bliver han kaldt Pukkelryg eller Gloster. Han er hittebarn, og han vokser op på et specialbørnehjem. Der møder han Bakhatov, og de to bliver uadskillelige. Bakhatov har et sammekrøllet ansigt og han savler, men for dem begge gælder det, at der bestemt ikke er noget i vejen med deres hjerner.
De får begge en slags uddannelse på børnehjemmet, og selv om tiden på børnehjemmet er barsk, er der også øjeblikke af stor skønhed. Den helt store ændring i vennernes liv, sker den dag, Gloster stifter bekendtskab med musikken. Der er et gammelt klaver på børnehjemmet, og han lærer sig selv at spille på det.
Som 18-årige bliver de lukket ud i samfundet, og der møder de en helt fremmed verden. Men de klarer sig på mirakuløs vis i den barske verden, på trods af deres lidt enfoldige og naive væsen. Gloster deltager i en talentkonkurrence, han bliver opdaget, og han giver koncerter verden over, men han kapper aldrig forbindelsen til Bakhatov.
Bakhatov har et ritual, han bider negle – deraf romanens titel – og det ritual får afgørende betydning senere hen. På en eller anden måde hænger dette ritual sammen med den dejlige musik, som har sæde i fortællerens pukkel. Det er her, det magiske kommer ind i fortællingen.
At russiske romaner ikke har nødt at være på mindst 500 sider, bliver bevist i denne lille fine roman af debutanten Mikhail Jelizarov. Egentlig er forfatteren uddannet operasanger, men nu lever han af at skrive.
Forlaget Vandkunsten er ved at udgive en række med nyere russisk litteratur – hold øje med den.
Kommentarer