”’Rosens navn’ møder Gunnar Staalesen” kunne man fristes til at kalde denne fænomenale krimidebut. Glæd jer til mødet med ny norsk krimiforfatter!
At en ny skandinavisk krimiforfatter har set dagens lys, er vel ikke breaking news, det sker jo næsten hver dag, men ham her er værd at lægge mærke til.
Ingredienserne er: En ualmindelig tiggermunk i det 16. århundrede; en nutidig mandlig norsk kriminalbetjent på vej tilbage på arbejde efter en hjerneoperation; en ditto kvindelig amerikansk kriminalbetjent med et ungdomstraume; intuition; Edgar Allan Poe; sjældne manuskripter, nogen af dem palimpsester skrevet på pergament lavet af menneskehud; samlere; biblioteker og bibliotekarer. Og så lige en (serie)morder – eller to? Hvad er resultatet? En vidunderlig velskrevet, godt researchet og spændende labyrint af en roman, der fører tankerne hen på ’Rosens navn’.
To lig, begge halshuggede og med overkroppen flået, mens offeret stadig var i live; det ene på Edgar Allan Poe-museet i Richmond, Virginia, det andet i den sikrede boks på Gunnerusbiblioteket i Trondheim. I Trondheim er sagen klar, man har en mistænkt: en af de to der har koden til boksen (offeret er den anden), og han har tidligere været i politiets søgelys, men da de hører om mordet i Richmond, må sagen revurderes.
Kriminalbetjent Felicia Stone fra det varme Virginia iler til det vinterkolde Trondheim, og sammen med kollegaen, Odd Singsaker fra Trondheim Politi, må hun løse gåden og helst forhindre at der sker flere makabre mord.
Der er spænding for alle pengene, mordene er blodige, ja, og der er en ekstrem voldelig scene hen mod slutningen, men modsat hvad man kunne tro, svælges der ikke i blod og vold, som fx hos Jo Nesbø.
Odd Singsaker som vi kommer til at møde igen, lover forfatteren, er egentlig en typisk skandinavisk kriminalbetjent, han kan lide sild og akvavit og grubler en del, bl.a. over sin skilsmisse og over den pletvise hukommelse efter hjerneoperationen, men han opblødes i selskabet med sydstatskvinden. Jeg tror vi kommer til at møde begge igen, og det vil jeg glæde mig til.
Jeg tror ikke jeg har været så høj ved at opdage et nyt krimiforfatterskab siden Arne Dahl begyndte at skrive om A-gruppen. Og det siger ikke så lidt.
Kommentarer