Anmeldelse
Møde med fortiden af J. Wallis Martin
- Log ind for at skrive kommentarer
Et bankrøveri går galt, og pludselig har betjent Robbie McLaughlan både sine kollegaer og en rasende gangsterkonge i hælene.
Nogle gange kan det være svært at skrive en anbefaling af en bog, man virkelig synes om. Skulle det kikse for mig at fortælle præcist, hvor god ’Møde med fortiden’ er, så giv den alligevel en chance, for J. Martin Wallis skriver fantastisk.
Robbie McLaughlan er betjent. En dag modtager han et tip om et forestående bankrøveri, som efter sigende skal udføres af byens ledende gangsterboss’ søn. Politiet står klar, men under aktionen bliver to af røverne skudt og dræbt, og det er Robbie, som har trykket på aftrækkeren.
I første omgang støtter korpset op om Robbie, men da han begynder at påstå, at han bliver forfulgt, mister han langsomt sympatien. For hvordan skulle gangsterbossen have fundet frem til, hvem der skød hans søn? Og hvis Robbie virkelig bliver forfulgt, hvorfor lader han så ikke sine kollegaer hjælpe?
Sideløbende med historien fortæller den pensionerede betjent Jarvis om en sag, som har fulgt ham i mere end 30 år. Som ung forelskede han sig i en berygtet forbryders kone, og mens hendes mand konstant var på flugt for loven, sørgede han for at betale regninger og skaffe mad til hendes to drenge. Men en dag forsvandt den ældste søn, og det lykkedes aldrig at finde ud af, hvad der skete med ham, selvom Jarvis var overbevist om, at den yngste søn vidste noget.
Hvad forbindelsen er mellem de to historier, vil jeg naturligvis ikke røbe her, men det er lykkes J. Martin Wallis at bygge nogle troværdige personer op, som man får lyst til at følge og vide mere om. Selvom der er spænding i den nutidige krimigåde, var det for mig alligevel spørgsmålet om barnets forsvinden, der var det altafgørende. Og her ryster Wallis ikke på hånden, men leverer en afslutning som både forløser og rører læseren.
Jeg har tidligere læst ’Dansen med den uindbudte gæst’, som også var god. I ’Møde med fortiden’ lægger Wallis mere vægt på personportrætterne, og det gør hun fremragende. Så er du til gode engelske krimier, hvor vægten ligger på personerne og det psykologiske spil frem for blod og hæsblæsende action, så grib endelig ’Møde med fortiden’. Du bliver ikke skuffet!
- Log ind for at skrive kommentarer
Et bankrøveri går galt, og pludselig har betjent Robbie McLaughlan både sine kollegaer og en rasende gangsterkonge i hælene.
Nogle gange kan det være svært at skrive en anbefaling af en bog, man virkelig synes om. Skulle det kikse for mig at fortælle præcist, hvor god ’Møde med fortiden’ er, så giv den alligevel en chance, for J. Martin Wallis skriver fantastisk.
Robbie McLaughlan er betjent. En dag modtager han et tip om et forestående bankrøveri, som efter sigende skal udføres af byens ledende gangsterboss’ søn. Politiet står klar, men under aktionen bliver to af røverne skudt og dræbt, og det er Robbie, som har trykket på aftrækkeren.
I første omgang støtter korpset op om Robbie, men da han begynder at påstå, at han bliver forfulgt, mister han langsomt sympatien. For hvordan skulle gangsterbossen have fundet frem til, hvem der skød hans søn? Og hvis Robbie virkelig bliver forfulgt, hvorfor lader han så ikke sine kollegaer hjælpe?
Sideløbende med historien fortæller den pensionerede betjent Jarvis om en sag, som har fulgt ham i mere end 30 år. Som ung forelskede han sig i en berygtet forbryders kone, og mens hendes mand konstant var på flugt for loven, sørgede han for at betale regninger og skaffe mad til hendes to drenge. Men en dag forsvandt den ældste søn, og det lykkedes aldrig at finde ud af, hvad der skete med ham, selvom Jarvis var overbevist om, at den yngste søn vidste noget.
Hvad forbindelsen er mellem de to historier, vil jeg naturligvis ikke røbe her, men det er lykkes J. Martin Wallis at bygge nogle troværdige personer op, som man får lyst til at følge og vide mere om. Selvom der er spænding i den nutidige krimigåde, var det for mig alligevel spørgsmålet om barnets forsvinden, der var det altafgørende. Og her ryster Wallis ikke på hånden, men leverer en afslutning som både forløser og rører læseren.
Jeg har tidligere læst ’Dansen med den uindbudte gæst’, som også var god. I ’Møde med fortiden’ lægger Wallis mere vægt på personportrætterne, og det gør hun fremragende. Så er du til gode engelske krimier, hvor vægten ligger på personerne og det psykologiske spil frem for blod og hæsblæsende action, så grib endelig ’Møde med fortiden’. Du bliver ikke skuffet!
Kommentarer