Anmeldelse
Mitose af Kristian Byskov
Kristian Byskov debuterer med en science fiction-roman, som trækker sin læser med ind i et knugende dystopisk univers. Det er sært, stilfærdigt og fortumlende.
Lad mig sige det med det samme; denne bog er ikke for læsere, der går efter space-opera eller storslåede historier.
Hvad der egentlig foregår bliver aldrig helt klart for læseren. Man følger en navnløs hovedperson, der snubler rundt i sin egen lille verden efter lige så uklar katastrofe. I hans hoved oplever man en sær forvandling, en falden i søvn, hvorfra man aldrig rigtig vågner igen.
Hovedpersonen bliver inkluderet i en gruppe af post-mennesker, der har forandret sig på samme måde som han selv har, og læseren bliver halvvejs indført i deres organiske liv, muliggjort af den forandring de har været igennem.
Det eneste lyspunkt, det eneste klare blik, kommer ca. halvvejs igennem bogen, hvor synsvinklen skifter til en kvinde, der ikke har undergået den samme forandring. Hun er stadig et menneske som læseren, og trods hendes alvorlige hjernerystelse får man er kortvarigt blik på gruppen udefra, før synsvinklen igen falder tilbage til hovedpersonen.
Det siger en del at et af de mindst sære elementer i romanen er den 40 meter høje tudse, der holder til i gården af det lejlighedskompleks hovedpersonen flytter ind i. Handlingen er nærmest ikke-eksisterende og når aldrig at blive rigtig spændende, men det må siges at forfatteren opnår at få trukket læseren ind og ned i en alternativ bevidsthed. En måde at forstå og leve og være på i en verden, hvor økosystemet er brudt sammen.
Personligt synes jeg bogen lægger sig op ad Niels E. Nielsens sen-70’er-stil med en socialrealistisk og stilfærdig fortællestil, men samtidig er den på én gang ordrig og så fattig på sammenhængende beskrivelser som et haiku-digt. Som sagt er det ikke en bog for fans af hardcore science-fiction, men den lille korte bog er bestemt lidt tålmodighed og et par timer værd. Om ikke andet så for den knugende, nedsynkende anderledeshed man bliver efterladt med. Det er en hel lettelse at vende sidste side og vende tilbage til den virkelige, forståelige, rationelle verden igen.
En spændende, gennemført og læsværdig debut af Kristian Byskov.
Skrevet af Anne-Lise Krogh Andersen
Kristian Byskov debuterer med en science fiction-roman, som trækker sin læser med ind i et knugende dystopisk univers. Det er sært, stilfærdigt og fortumlende.
Lad mig sige det med det samme; denne bog er ikke for læsere, der går efter space-opera eller storslåede historier.
Hvad der egentlig foregår bliver aldrig helt klart for læseren. Man følger en navnløs hovedperson, der snubler rundt i sin egen lille verden efter lige så uklar katastrofe. I hans hoved oplever man en sær forvandling, en falden i søvn, hvorfra man aldrig rigtig vågner igen.
Hovedpersonen bliver inkluderet i en gruppe af post-mennesker, der har forandret sig på samme måde som han selv har, og læseren bliver halvvejs indført i deres organiske liv, muliggjort af den forandring de har været igennem.
Det eneste lyspunkt, det eneste klare blik, kommer ca. halvvejs igennem bogen, hvor synsvinklen skifter til en kvinde, der ikke har undergået den samme forandring. Hun er stadig et menneske som læseren, og trods hendes alvorlige hjernerystelse får man er kortvarigt blik på gruppen udefra, før synsvinklen igen falder tilbage til hovedpersonen.
Det siger en del at et af de mindst sære elementer i romanen er den 40 meter høje tudse, der holder til i gården af det lejlighedskompleks hovedpersonen flytter ind i. Handlingen er nærmest ikke-eksisterende og når aldrig at blive rigtig spændende, men det må siges at forfatteren opnår at få trukket læseren ind og ned i en alternativ bevidsthed. En måde at forstå og leve og være på i en verden, hvor økosystemet er brudt sammen.
Personligt synes jeg bogen lægger sig op ad Niels E. Nielsens sen-70’er-stil med en socialrealistisk og stilfærdig fortællestil, men samtidig er den på én gang ordrig og så fattig på sammenhængende beskrivelser som et haiku-digt. Som sagt er det ikke en bog for fans af hardcore science-fiction, men den lille korte bog er bestemt lidt tålmodighed og et par timer værd. Om ikke andet så for den knugende, nedsynkende anderledeshed man bliver efterladt med. Det er en hel lettelse at vende sidste side og vende tilbage til den virkelige, forståelige, rationelle verden igen.
En spændende, gennemført og læsværdig debut af Kristian Byskov.
Skrevet af Anne-Lise Krogh Andersen
Kommentarer