Stine Pilgaards sproglige sprødhed og suveræne timing kan genkendes på 50 bøgers afstand. I ’Meter i sekundet’ er skibet ladet med sprog, kørelektioner, kærlighed, smøger, sammenhold, samtalelængsel og vilje.
Romanens unavngivne fortæller – en ung kvinde – er for et år siden flyttet til Vestjylland sammen med sin kæreste, der nu er lærer på stedets højskole.
Parret er blevet forældre, og for fortælleren handler hverdagen om: at undgå at gå i brædderne af træthed, at få sønnen i dagpleje og hente ham igen, at forsøge at passe bare nogenlunde ind, at forsøge at passe på sproget, at forsøge at få et kørekort og at tage del i højskolelivet. Siden støder skrivning af højskoleprotestsange og et brevkasseredaktørjob hos en lokalavis til.
Siderne dirrer af sprogligt overskud og kærlige, semantiske finjusteringer, og indholdet veksler veloplagt mellem brevkassebreve, højskole(protest)sange og hverdagstanker.
Som socialt eksperiment bumper fortælleren ind i vestjydernes fåmælthed og kan blive helt arrig, når andre ikke afslutter deres sætninger! Noget ”udglattende” må ske, og som det naturligste i verden hopper Anders Agger ind i handlingen, så samtaletempo og indgangsvinkler til lokalsamfundet kan trænes. ”Du lider af fritsvævende associationer”, konkluderer Anders Agger. Og han har ret. Fortælleren er en storsnakkende, politisk ukorrekt grammatikdarling uden filter. Hun er klar over sin flaksen og sit instinktive sortsyn.
Stine Pilgaard har en fuldstændig fantastisk timing, der får siderne til at blafre. Bl.a. når hun fejer den højtidelige ”forældrenormalitet” over med en dosis tør humor: ” (…) vores søn er aldrig syg. Men han er jo også et certificeret naturbarn, siger vi og ler højt og skingert. Samværet med vores venner er ydmygende. Vi er blevet hinandens nærmeste fjender, et spejl hvor jeg tjekker min frisure, og mit hår sidder altid frygteligt.” Men også følsomheden og poesien fylder som her: ”Vi lytter til radiatorens brummen, møllens susen, termokandens sang. Toget tordner forbi under broen, og en fugl flyver ind i vinduet (…), og i køkkenhaven går vinden gennem grønkålen, der skælver som elskende, der lige har sluppet hinanden”.
Jeg kan ikke lade være med at hungre efter mere poesi. Lidt færre oneliners og lidt flere skælvende grønkål …
’Meter i sekundet’ er en (komisk) kærlighedssang til sproget, samtalen og det stærkt underholdende møde mellem to (ord)kulturer. Men også en guide til, hvordan man som småbørnsforældre redder parforholdet med sproget, og en rørende påmindelse om, at man engang igen vil få dybe relationer til venner. Bare ikke, når man er i 30’erne.
Stine Pilgaards sprog knitrer som en stjernekaster og bruser som en elv. Hun sammenvæver sætninger så ubesværet, at man får lyst til at bade i dem. Jeg glæder mig allerede til at læse hendes næste bog.
Kommentarer