Man skulle nok have været der

Overbevisende og rørende afslutning på Korsgaards eminente trilogi om Tue, som nu er 17 år og forsøger at finde fodfæste i København.

Afslutningen på Thomas Korsgaards anmelderroste trilogi flytter handlingen væk fra Tues samspilsramte familie, hvor Tue nu er på udebane på egne ben. Den kredser om at være hjemløs i verden og i sin egen familie og om, hvordan Tue må hutle og nasse sig igennem tilværelsen, hele tiden med frygten for at blive opdage. Thomas Korsgaard bevæger sig på overfladen af begivenhedernes gang og lader Tues indre følelsesverden stå ubeskrevet. Sproget løber let med de herligste monologer, hvor det ene tragikomiske scenarie efter det andet oprulles. 'Man skulle nok have været der' er en virkelig rørende, tåkrummende og overbevisende afrunding på fortællingen om Tue og som læser er man, trods titlen, med hele vejen.

I åbningsscenen kaster Tue i bogstavelig forstand sin fortid og familie af sine skuldre. Han er blevet sat på gaden af sin udlejer, og de få ejendele, han har, sætter han til storskrald, heriblandt sin barnets første bog. Det er ikke let at få et ben indenfor døren på boligmarkedet i København, især ikke når man ikke tjener ret meget, så Tue begynder i smug at overnatte på sin arbejdsplads, en stor avis, som han arbejder for som avissælger på gaden. Det er en uholdbar løsning, men så får han overtalt en jævnaldrende kvindelig kollega til at måtte overnatte hos hende nogle dage.

Tues situation og baggrund sættes i perspektiv, da han flytter ind hos kollegaen, som bor med sin arkitektmor i en herskabslejlighed fuld af kunst, designermøbler og dyre forbrugsvaner. Tue tager hurtigt hjemmet og familien i besiddelse og tager sig nogle friheder, især når mor og datter er ude er ude af huset. For at imponere en potentiel kæreste lader han tilmed som om, det er hans lejlighed.

Tue har ikke helt styr på de sociale omgangsformer, og pli er ikke noget, han har med hjemmefra. Han er en irriterende nasserøv og samtidig et sårbart ungt menneske uden de bedste kort på hånden. Det er lige dele tåkrummende trist og morsomt at være vidne til, hvordan han hele tiden må sno sig for at dække sig ind. Samtidig er det også nervepirrende, for man ved, at korthuset kan vælte når som helst. Sjældent forfalder Tue dog til at trække offer-kortet. Anderledes står det til med hans mor, som ringer en sjælden gang, når hun vil låne penge eller fortælle om sit ophold på et krisecenter, efter hun er gået fra Tues voldelige far. Dette er således ikke så meget en roman om at være et offer, men om at være en fighter.