Leif Davidsen: Fjenden i spejlet

»Fjenden i spejlet« er sidste og fra starten af uplanlagte bind i trilogien med »Den serbiske dansker« (1996) og »De gode søstre« (2001). Nye læsere kan dog uden videre begynde med denne roman, hvor den serbiske danske, Vuc, får et comeback.

Da romanen udkom, fik den en næsten synsk aktualitet. Med årene på afstand kan den bruges som et spejl af den tid, der fulgte umiddelbart efter terrorangrebet på Twin Towers i New York i 2001.

Vuc, den tidligere lejemorder, har i denne roman slået sig ned i USA, hvor han lever et harmløst middelklasseliv. Men da terroren rammer amerikansk grund, og alle arbejdsgivere tvinges til at opgive navne på deres nyansatte, strammes nettet. Den amerikanske efterretningstjeneste er på sporet af ham. Han garanteres dog immunitet og frit lejde, hvis han indgår et samarbejde med USA i kampen mod terror – ved at rejse tilbage til sit tidligere andet hjemland, Danmark. Gennem en gammel skolekammerat hævder Vuc at kunne finde frem til en højtstående person, der kan påvise, at der er en forbindelse mellem al-Qaeda og regimet i Irak.

Leif Davidsen krydsklipper Vucs løbebane med den lidt hidsige vicekriminalinspektør Per Toftlund fra Politiets Efterretningstjeneste i Danmark. De to blev ærkefjender i romanen »Den serbiske dansker«, da Vuc dræbte Per Toftlunds faste makker. I »Fjenden i spejlet« mødes de to til den endelige duel i Spanien, hvor terrornetværket Al-Qaeda har celler.

Spændingen stiger støt i de to parallelforløb. Davidsen er ikke blot en suveræn historiefortæller, han kan også analysere det politiske spil. Det ved vi. Han har dog en tendens til at bruge den journalistiske fortælleteknik ved at skrive, så »manden på gaden«, »Fru Jensen« og hvad de ellers hedder, kan forstå det, hvorimod han sparer på billedsproget og metaforerne. Davidsen iagttager, kombinerer og analyserer, så læseren næsten tror, det er ham eller hende, der selv gør det. Og midt i den stigende spændingskurve oplever vi Vuc gå rundt i Københavns gader og sammenligne byen med den by, han oplevede da han som ung kom til landet. Ændringerne ser vi jo sjældent selv på nært hold. Og Per Toftlunds let trivielle middelklasseliv sættes i kontrast til de politiske systemer på nationalt og internationalt plan, systemer, som Leif Davidsen har et indgående kendskab til.

Endelig er der også et måske nok vedkommende, men også temmelig skabelonagtigt portræt af en palæstinensisk veluddannet kvinde Aisha Hussein – og det hører ikke til romanens kvaliteter.

Leif Davidsen: Fjenden i spejlet, 391 sider (Lindhardt & Ringhof).