Anmeldelse
Leif Davidsen: Den troskyldige russer
- Log ind for at skrive kommentarer
Går det mod kaos, eller vil de ordnede kræfter vinde i sidste ende?
Det var sådan verden tænkte, da Sovjetunionen i 1990erne gik i total opløsning, og jungleloven tog over i den før så ekstremt kontrollerede politistat. Vi holdt vejret, og Leonard Cohen sang endda »Give me back the Berlin wall«.
Det var i den tid, Leif Davidsen skrev sin russiske trilogi.
»Den troskyldige russer« er den tredje i rækken efter »Den russiske sangerinde« og »Den sidste spion«.
Bogens fortæller er Felix Terjosan Jensen, der som dreng kom til Danmark med sine forældre på flugt fra kommunismen i Sovjet. Forældrene døde, og han voksede op på et husmandssted i Jylland, senere i et marxistisk plejekollektiv. Som voksen blev Felix Terjosan Jensen en af de gulddrenge, der prægede Danmark i 1980erne. En lyssky handel med Saddam Husseins Irak lige før den første golfkrigs udbrud er noget af det, han har på samvittigheden.
For at lindre samme samvittighed rejser han en dag til Armenien for at hjælpe sine landsmænd, der ligger i en opslidende krig i Nagorno Karabakh og endnu ikke er kommet sig efter katastrofe-jordskælvet i 1988.
Hovedpersonen begynder en rejse, der fører ham til et tidligere kursted for kommunistiske pampere i Kaukasus. Det er lavet om til et dollarhotel for velhavende udlændinge og er centrum for lyssky handler med atomteknik. Her møder han en russer, den troskyldige, hvis liv og tilværelse er brudt sammen. Den lukkede by, hvor han førhen arbejdede med atomvåben, er blevet nedlagt.
At de to ramler ind i hinanden kommer ikke bag på læseren, men det er der så meget andet, der gør, og det skal naturligvis ikke røbes her.
Leif Davidsen er leverandør i overbevisende og stemningsmættede scener fra et mægtigt rige i forfald. Det meste stinker, men selv de mest sorte skurke giver Leif Davidsen nogle forsonende og menneskelige træk. Bag det hele gemmer sig en kærlighed til og fascination af Rusland. Som hovedpersonen Felix formulerer det:
»Jeg ved ikke... hvorfor russerne tror, at de har mere folkesjæl end andre folkeslag... Når de skal forklare, hvorfor landet i århundreder har eksisteret som et undergangsland på Europas kant, trækker de den russiske sjæl frem som en undskyldning for inkompetencer, dovenskab, drikfældighed og almindelig uvidenhed«.
»Den troskyldige russer« går aldrig uden for spændingsromanens konventioner, men byder dog på elegante variationer. Her er eksplosiv agentspænding, mennesker, der forsøger at ride med på historiens vilde bølgegange og europæisk samtidshistorie, der, siden romanen blev til, er blevet til historie.
Leif Davidsen: Den troskyldige , 273 sider (Lindhardt & Ringhof).
- Log ind for at skrive kommentarer
Går det mod kaos, eller vil de ordnede kræfter vinde i sidste ende?
Det var sådan verden tænkte, da Sovjetunionen i 1990erne gik i total opløsning, og jungleloven tog over i den før så ekstremt kontrollerede politistat. Vi holdt vejret, og Leonard Cohen sang endda »Give me back the Berlin wall«.
Det var i den tid, Leif Davidsen skrev sin russiske trilogi.
»Den troskyldige russer« er den tredje i rækken efter »Den russiske sangerinde« og »Den sidste spion«.
Bogens fortæller er Felix Terjosan Jensen, der som dreng kom til Danmark med sine forældre på flugt fra kommunismen i Sovjet. Forældrene døde, og han voksede op på et husmandssted i Jylland, senere i et marxistisk plejekollektiv. Som voksen blev Felix Terjosan Jensen en af de gulddrenge, der prægede Danmark i 1980erne. En lyssky handel med Saddam Husseins Irak lige før den første golfkrigs udbrud er noget af det, han har på samvittigheden.
For at lindre samme samvittighed rejser han en dag til Armenien for at hjælpe sine landsmænd, der ligger i en opslidende krig i Nagorno Karabakh og endnu ikke er kommet sig efter katastrofe-jordskælvet i 1988.
Hovedpersonen begynder en rejse, der fører ham til et tidligere kursted for kommunistiske pampere i Kaukasus. Det er lavet om til et dollarhotel for velhavende udlændinge og er centrum for lyssky handler med atomteknik. Her møder han en russer, den troskyldige, hvis liv og tilværelse er brudt sammen. Den lukkede by, hvor han førhen arbejdede med atomvåben, er blevet nedlagt.
At de to ramler ind i hinanden kommer ikke bag på læseren, men det er der så meget andet, der gør, og det skal naturligvis ikke røbes her.
Leif Davidsen er leverandør i overbevisende og stemningsmættede scener fra et mægtigt rige i forfald. Det meste stinker, men selv de mest sorte skurke giver Leif Davidsen nogle forsonende og menneskelige træk. Bag det hele gemmer sig en kærlighed til og fascination af Rusland. Som hovedpersonen Felix formulerer det:
»Jeg ved ikke... hvorfor russerne tror, at de har mere folkesjæl end andre folkeslag... Når de skal forklare, hvorfor landet i århundreder har eksisteret som et undergangsland på Europas kant, trækker de den russiske sjæl frem som en undskyldning for inkompetencer, dovenskab, drikfældighed og almindelig uvidenhed«.
»Den troskyldige russer« går aldrig uden for spændingsromanens konventioner, men byder dog på elegante variationer. Her er eksplosiv agentspænding, mennesker, der forsøger at ride med på historiens vilde bølgegange og europæisk samtidshistorie, der, siden romanen blev til, er blevet til historie.
Leif Davidsen: Den troskyldige , 273 sider (Lindhardt & Ringhof).
Kommentarer