Lasse-Leif og den sidste sut af Mette Finderup

Det skønne makkerpar, Lasse-Leif og Luske-Lise, er på jagt efter verdens sidste sut. Et træfsikkert hit for 2-4-årige piger og drenge.

Mette Finderups serie om Lasse-Leif og Luske-Lise byder på en række herlige og sjove historier om genkendelige hverdagssituationer og de følelser, der er forbundet med at være et lille barn. Lasse-Leif bor sammen med sin mor, far og Luske-Lise, som er en dukke, Lasse-Leif har fået af sin mor. De to udgør et skønt makkerpar, for Luske-Lise gør alle de ting, som Lasse-Leif ikke må. I denne historie handler det om, at det er svært at slippe sutten, og hvordan mor og Lasse-Leif alligevel ender med et godt kompromis for begge parter. Endnu en skøn Lasse-Leif-historie fortalt i et enkelt sprog og med enkle tegninger, som er let for målgruppen at aflæse og relatere sig til.

Lasse-Leif er blevet 3 år, og nu må han ikke bruge sut mere. Det er træls, for han savner den rigtig meget. Men så ser Lasse-Leif, at Luske-Lise har en sut. Den allersidste sut i verden! Den vil Lasse-Leif gerne have fingre i, men Luske-Lise vil ikke give slip på den. Da de er henne på legepladsen, ser de et suttetræ. Lasse-Leif kravler op i det, stjæler 25 sutter og putter også en lyserød sut i munden. Da mor ser det, bliver hun vred. Det er ulækkert, synes hun, og smider dem alle sammen ud. Senere ser de en baby i en barnevogn, og Luske-Lise kravler op og stjæler sutten fra babyen. Men igen opdager mor det. Det hele ender med, at Lasse-Leif og mor bliver enige om, at mor gemmer én sut, som han må bruge, hvis han bliver rigtig ked af det og har slået sig, så det bløder.

Mette Finderups serie om Lasse-Leif og Luske-Lise er så absolut min favoritserie for de 2-4-årige. Herhjemme har vi læst alle bøgerne både forfra og bagfra. Det fantastiske og centrale i serien er makkerparret Lasse-Leif og Luske-Lise, som på kreativ vis altid finder ud af at opnå det, de gerne vil. Noget som vi voksne nok mest vil se som unoder, men her er ingen løftede pegefingre. I barnets univers handler det jo bare om at bruge sin fantasi og gå efter det, man ønsker sig. Miljøet og temaerne, som serien tager op, er genkendelige og lige i øjenhøjde med publikum. I historierne er Luske-Lise lige så sprællevende som alle andre og det italesættes aldrig, at hun ”bare” er en dukke, og det er netop dét, jeg elsker ved serien. Hvem har ikke haft et krammedyr eller en dukke, som var levende?