Anmeldelse
Kraften af Naomi Alderman
- Log ind for at skrive kommentarer
Naturen lægger bogstaveligt talt kvinder magten i hånden i denne fortræffelige feministiske roman med et skarpt kønspolitisk blik på magt og undertrykkelse mellem kønnene.
Kvinder verden over udvikler en særlig kraft, som resulterer i kvindemagt og undertrykkelse af mændene. Romanen tager sin begyndelse, da Naomi Alderman modtager et manuskript til gennemlæsning fra en mand ved navn Neil Adam Armon. Manuskriptet er udkastet til ’Kraften’, en roman, som Armon selv beskriver som værende ’ikke rigtigt historie og ikke rigtigt en roman’, men ’chokerende’ og baseret på arkæologiske fund og skrifter fra før kataklysmen for ca. tusind år siden.
Armons romanmanuskript tager sin vovede begyndelse i en mandsdomineret verden, en tilsyneladende uhørt tanke i den fremtid, hvori Armon befinder sig. Romanmanuskriptet tager altså sit udgangspunkt i verden, som vi kender den, men som snart forandrer sig, da en elektrisk kraft vågner i unge piger. Fænomenet breder sig, og snart har kvinder verden over vækket deres ’Nøgle’, et hidtil slumrende organ ved kravebenet. Nøglet forsyner kvinder med evnen til elektriske udladninger gennem hænderne, og med ét er kønsrollerne byttet rundt, og mænds storhedstid er forbi.
Gennem romanen følger vi tre kvinder og en mand, som spiller vidt forskellige roller i fortællingen. Tunde Edo er en ung nigerianske journalist, som gør det til sin mission at rejse rundt i verden for at bevidne og dokumentere dens forandring. Hans vidnesbyrd er essentiel for at forstå perspektivet i det ændrede verdenssamfund. De tre kvinderoller - Roxanne Monke, Moder Eva og senator Margot Cleary - spiller en særlig betydning for forløbet i forhold til magt, religion og politik. Deres fællesskab finder de i særlig grad i det had, som de hver især nærer mod mænd.
’Kraften’ er en roman, der skal læses og ikke genfortælles, for der er lagt op til vidt forskellige oplevelser og reaktioner på denne særlige bog og en god debat om køn, magt og undertrykkelse. Hvad definerer egentlig mænd og kvinder? Og hvorfor skal det ene køn være mere overlegent end det andet?
Romanen er fyldt med spidsfindigheder og leg med læseren, ikke blot i selve plottet, men så sandelig også i brevvekslingen mellem Alderman og Armon. For er Neil Adam Armon ikke et anagram for Naomi Alderman? Det er tydeligt at Margaret Atwood er et forbillede og en inspirationskilde for Naomi Alderman, som med ’Kraften’ har skrevet et must-read i den feministiske litteratur.
- Log ind for at skrive kommentarer
Naturen lægger bogstaveligt talt kvinder magten i hånden i denne fortræffelige feministiske roman med et skarpt kønspolitisk blik på magt og undertrykkelse mellem kønnene.
Kvinder verden over udvikler en særlig kraft, som resulterer i kvindemagt og undertrykkelse af mændene. Romanen tager sin begyndelse, da Naomi Alderman modtager et manuskript til gennemlæsning fra en mand ved navn Neil Adam Armon. Manuskriptet er udkastet til ’Kraften’, en roman, som Armon selv beskriver som værende ’ikke rigtigt historie og ikke rigtigt en roman’, men ’chokerende’ og baseret på arkæologiske fund og skrifter fra før kataklysmen for ca. tusind år siden.
Armons romanmanuskript tager sin vovede begyndelse i en mandsdomineret verden, en tilsyneladende uhørt tanke i den fremtid, hvori Armon befinder sig. Romanmanuskriptet tager altså sit udgangspunkt i verden, som vi kender den, men som snart forandrer sig, da en elektrisk kraft vågner i unge piger. Fænomenet breder sig, og snart har kvinder verden over vækket deres ’Nøgle’, et hidtil slumrende organ ved kravebenet. Nøglet forsyner kvinder med evnen til elektriske udladninger gennem hænderne, og med ét er kønsrollerne byttet rundt, og mænds storhedstid er forbi.
Gennem romanen følger vi tre kvinder og en mand, som spiller vidt forskellige roller i fortællingen. Tunde Edo er en ung nigerianske journalist, som gør det til sin mission at rejse rundt i verden for at bevidne og dokumentere dens forandring. Hans vidnesbyrd er essentiel for at forstå perspektivet i det ændrede verdenssamfund. De tre kvinderoller - Roxanne Monke, Moder Eva og senator Margot Cleary - spiller en særlig betydning for forløbet i forhold til magt, religion og politik. Deres fællesskab finder de i særlig grad i det had, som de hver især nærer mod mænd.
’Kraften’ er en roman, der skal læses og ikke genfortælles, for der er lagt op til vidt forskellige oplevelser og reaktioner på denne særlige bog og en god debat om køn, magt og undertrykkelse. Hvad definerer egentlig mænd og kvinder? Og hvorfor skal det ene køn være mere overlegent end det andet?
Romanen er fyldt med spidsfindigheder og leg med læseren, ikke blot i selve plottet, men så sandelig også i brevvekslingen mellem Alderman og Armon. For er Neil Adam Armon ikke et anagram for Naomi Alderman? Det er tydeligt at Margaret Atwood er et forbillede og en inspirationskilde for Naomi Alderman, som med ’Kraften’ har skrevet et must-read i den feministiske litteratur.
Kommentarer