Anmeldelse
Kongen af Thule af Kurt L. Frederiksen
- Log ind for at skrive kommentarer
Eventyrlige opdagelsesrejser er altid godt stof, men Frederiksen går også bag om myten og analyserer Knud Rasmussens komplicerede natur og rolle som brobygger.
Kurt L. Frederiksen har skrevet flere bøger om polarforskere, der alle bygger på grundig research. ’Kongen af Thule’ er tredje reviderede udgave med nye detaljer om Knud Rasmussen, der allerede i sin samtid blev en myte. Eventyrlige opdagelsesrejser er altid godt stof, men Frederiksen går et skridt videre. Han går bag om myten og analyserer Rasmussens komplicerede natur. Han hørte hjemme både i Grønland og Danmark, i vildmarken og civilisationen, og i spændingsfeltet mellem de to ser han Rasmussens drivkraft. Hans liv og virke sættes desuden ind i en større sammenhæng og anskues ud fra hans samtid.
I sit forholdsvis korte liv nåede Knud Rasmussen imponerende meget. Han var leder af syv Thule-ekspeditioner, han oprettede en handelsstation i Thule, og han indfriede sit livs drøm om at komme i kontakt med de nordamerikanske polareskimoer for at studere deres kultur og deres vandringsveje. Mens han på de tidligste ekspeditioner med held brugte eskimoernes ældgamle rejsemetoder, bragte den syvende Thule-ekspedition til Østgrønland ham brat ind i den moderne verden. De store slæderejsers tid var forbi, og nu foregik kortlægningen nemt og bekvemt fra fly. Også det klarede han og foranstaltede oven i købet, at der blev lavet en film.
Knud Rasmussens baggrund var en dejlig fri opvækst i Grønland, hvor han lærte at tale flydende eskimoisk, efterfulgt af en træls skolegang i Danmark, der mundede ud i en kneben studentereksamen. Som andre opdagelsesrejsende måtte han igennem økonomisk trange tider, inden han for alvor fik gang i sine ekspeditioner og blev kendt og respekteret. Som polarforsker var det menneskene og kulturen, der interesserede ham. Han beskrives som praktikeren, ikke teoretikeren. Han skaffede masser af materiale, men var ikke en analyserende videnskabsmand. Hans liv vekslede mellem ekspeditionerne og tiden i Danmark ved skrivebordet, for offentligheden krævede bøger, artikler og foredrag af ham. Når han var i det ene, længtes han altid mod det andet. Som privatperson beskrives han som en sprudlende festabe og en kvindebedårer.
Knud Rasmussen fik stor betydning for eskimoerne, hvis møde med civilisationen, han prøvede at gøre så lempelig som muligt. Han forstod eskimoernes kultur, som han betragtede som højt udviklet, men han var samtidig repræsentant for en kolonimagt. Med den syvende Thule-ekspedition medvirkede han til, at Danmark fik suverænitet over Østgrønland frem for Norge.
Bogen kan naturligvis læses alene for sine spændende ekspeditionsberetninger, men den byder på meget mere. Knud Rasmussen personificerer udlængslen og eventyret, men han er også brobygger mellem to vidt forskellige kulturer med alle de dilemmaer, der ligger i det. Som Frederiksen så præcist udtrykker det, fortæller hans liv og gerning om en søgen efter identitet for Danmark, for eskimoerne og for Knud Rasmussen selv.

Kommentarer