Bog

Edderfuglens rejse

Af (
2006
)

Anmeldelse

Edderfuglens rejse af Kurt L. Frederiksen

26 jun.06
Skribent

For Knud Rasmussen var rejsen nord om Canada hans livs rejse. Det blev det også for en ung hundekusk fra Thule, og her er det ham, der fortæller.

Edderfuglen hed den unge fanger og hundekusk, som i 1921 drog med Knud Rasmussen på den 5. Thule-ekspedition. Med på ekspeditionen var også etnografer, arkæologer, grønlandske fangere og grønlandske kvinder. Hver med sin vigtige opgave for et vellykket forløb.

Den 5. Thule-ekspedition skulle være opfyldelsen af Knud Rasmussens livs drøm, og det blev den. Hvis han fandt de samme myter og sagn i Canada, som han kendte fra Grønland, ville det være bevis for et ældgammelt slægtskab folkene imellem. Bevis på, at folkene i Menneskenes Land var kommet vandrende over isen fra Canada. Og det viste sig, at de canadiske eskimoer forstod grønlandsk, og at mange myter og sagn var fælles gods.

I marts 1923 vender de fleste ekspeditionsdeltagere hjem efter vellykkede undersøgelser og indsamlinger i området omkring Hudson Bay. Knud Rasmussen fortsætter vestover nord om Canada sammen med Edderfuglen og Arnarulunguaq, det lille kvindemenneske. Tre mennesker drager ud på en slæderejse på 18.000 km, som slutter sommeren 1924 i Alaska.

"Edderfuglens rejse" er en roman, der bygger på fakta, kendt fra Knud Rasmussens "Den store slæderejse", men her lader Kurt L. Frederiksen Edderfuglen være fortælleren, og denne synsvinkel gør romanen charmerende. Gennem den unge grønlænder føler vi hans betagelse af dobbeltmennesket Knud Rasmussen, som både var grønlandsk rejsende og europæisk verdensmand.

Rejsen i Arktis er dagligdags for Edderfuglen og Arnarulunguaq. Han kører hundeslæde og skaffer føde til mennesker og hunde. Hun tilbereder mad, reparerer og syr det skindtøj, som er livsnødvendigt i ned til 50 minusgraders nordenvind. Deres egen opdagelsesrejse begynder først, da de når Alaska og rejser videre gennem USA til New York og Washington. Her oplever de fremskridtets byer, elektricitet, biler og ikke mindst elevatorer. Her må de klæde sig i vesterlandsk tøj og spise med kniv og gaffel.

Det er en betagende bog skrevet i et smukt og kortfattet sprog. Der er dejlige dialoger og gode historier, og den er spændende at læse, også selvom man allerede kender historien fra "Den store slæderejse".

Kurt L. Frederiksen har tidligere skrevet om Knud Rasmussen i "Kongen af Thule", om Den litterære Grønlandsekspedition i "Spor over isen" og om Henning Haslund Christensen i "Manden i Mongoliet".

Borgen, 2006. 239 sider. Kr 299,95

Bogdetaljer

Forlag
Borgen
Faustnummer
26234395
ISBN
9788721026745
Antal sider
239

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer