Kirkegården i Prag af Umberto Eco

Konspirationsroman over alle konspirationsromaner – Dan Brown kan godt gå hjem og lægge sig, her er intelligent underholdning for alle pengene for den udholdende læser.

Pyha! Det er lang tid siden jeg har læst Umberto Eco, og så bliver jeg kastet ud i en litterær, konspiratorisk tour de force gennem Europas historie i det 19. århundrede i selskab med alverdens efterretningstjenester og den mest gennemført utiltalende hovedperson, jeg har mødt i litteraturen.

Simone Simonini fører dagbog over sit liv for at få klarhed over hvem han er. Han har et exceptionelt talent for at udfærdige dokumenter, som kunne have eksisteret, og da han i 1861 kommer til Paris, bliver hans evner med pen og papir snart opdaget af diverse efterretningstjenester. Og så går det slag i slag med sorte messer, frimurere – you name it. Men kan vi stole på hans dagbog? Og hvem er den abbed der hele tiden blander sig?

Bogen kunne fremstå som ét langt smædeskrift mod jøder og frimurere, men det er jo samme sag, hvis man drejer det rigtigt, og det gør Simonini. Findes der ikke dokumentation for deres kriminelle og samfundsskadelige tilbøjeligheder, fremskaffer Simonini den snildt, bl.a. de famøse ”Zions Vises Protokoller”, hvor en ”kilde” afslører at højtstående jøder har mødtes på den jødiske kirkegård i Prag for at overtage verdensherredømmet og fordele det mellem sig.

Nu ved vi jo godt, at selv om det er fiktion, hedder forfatteren Umberto Eco, så intet er som det ser ud til. Alle personer i bogen har eksisteret undtagen Simonini - og det har han måske alligevel. ”Zions Vises Protokoller” er også et historisk faktum, der dog i 1921 af The Times blev tilbagevist som et falsum. Det har dog ikke afholdt antisemitter verden over i at bruge det mod jøderne – også i dag.

Umberto Eco har med ’Kirkegården i Prag’ sat fokus på antisemitismen i fortid og nutid, man kan også nemt drage paralleller til nutidens efterretningstjenesters metoder - ”målet helliger midlet”.

’Kirkegården i Prag’ ville være en cliffhanger, hvis den ikke var så ordrig, den kræver absolut sin læser. Det er også svært at komme gennem en bog, der ikke indeholder en eneste sympatisk person.

Den danske udgave er kilde til et opgør mellem forlag og oversættere, den er nemlig ikke oversat af Ecos sædvanlige oversætter, Thomas Harder. Han takkede nej til den tarif, forlaget tilbød. Jeg kender ikke kildesproget; umiddelbart virker oversættelsen OK, men korrekturlæsningen er noget mangelfuld.