Karitas - kaos på lærred af Kristín Marja Baldursdóttir

Stærkt bevægende fortælling om kunstneren og kvinden Karitas. Om hendes tvivl og afhængighed af kunstnerisk udfoldelse, om hendes familie og om hendes kærlighedsliv.

Vi møder den nu midaldrende Karitas i selvvalgt kunstnerisk eksil i den lille flække Eyrarbakki i Island i 1945. Vi forlod hende i forrige bog: "Karitas – uden titel" som en kunstner der måtte følge sit kald. For første gang føler hun sig fri til udelukkende at male, men føler sig samtidig indespærret. En beundrer fra fortiden dukker som en anden Deus ex machina op som udfrieren og ved hjælp af hans penge kan hun omsider komme ud i den store kunstverden. Men så sker endnu en uventet ting:

"Hun trådte ind i mit liv uden varsel.
Hendes hår var så mørkt, at det glitrede i den grelle forårssol, det var redt til side og sat op med et hvidt hårbånd, øjnene var store og himmelblå. Hendes far tog hende i hånden, førte hende hen mod trappen, hvor vi alle tre stod som forstenede, han sagde: ”søde mor, det er frøken Silfá Sumarliddottír."

Silfá er hendes to-årige barnebarn, som faderen beder hende passe i 2 år. Hendes mor er stukket af og han tager til søs. Hvad nu? Handlekraftige Karitas tager da barnet med til en fattig kunstnertilværelse i Paris.

Silfà bliver afhentet igen, men samværet med hende bliver samtidig nøglen tilbage til Karitas familie og liv på Island efter endnu en kunstnerisk betinget eksil til New York. Tilbage i Reykjavik bor Silfá endnu en gang hos farmoderen i sin gymnasietid i en bohemelejlighed med mildest talt excentriske kvinder. Resten af den ikke mindre skøre, men herlige familie myldrer fra tid til anden ind og ud af lejlighed.

Vi følger Karitas skæbne kronologisk fra 1945 -1999 i jeg-form vekslende med katalogafsnit af hendes billeder så romanen også kan læses som et kunstnerisk katalog med uddybende noter.

Min eneste anke er forfatteren uskyldig i: forsidebilledet viser en kunstnerisk udseende mørkhåret kvinde. Nu er der bare det, at Karitas er lys som en bræ!

Tilbage og meget stærkt står billedet af en kvinde, der fulgte sin kunstneriske skæbne og alligevel fik lov til at lukke øjnene på sin elskede Sigmar. Det er ganske vidunderligt.