Jubelidiot af Mikael Josephsen

Fin afslutning på Mikael Josephsens misbrugstrilogi, som også denne gang bugner af gode formuleringer, absurd humor og bidsk realisme.

Knæk, Jeg er farmor og ’Jubelidiot’ er titlerne på de tre digtsamlinger, der udgør Mikaels Josephsens barske misbrugstriologi, som tilsammen giver et indblik i livet på kanten. I sidste bind befinder jeg’et sig i verden, efter at have overlevet et alkoholmisbrug, en indlæggelse på en lukket afdeling og den efterfølgende kamp med/mod kommunale instanser. Med andre ord er hverdagen ved at indfinde sig.

Digtsamlingen beskriver tilværelsen i betonblokken og ser tilbage på barndommen på godt og ondt – dog mest ondt med en tyrannisk far. I tilbageblik, fremblik og stilleblik forsøger jeg’et at få samling på verden og finde sit til rette i sit nye ståsted.

Digtene er bygget op som en sang eller et stykke med forspil, vers, guitarsolo og b-stykke. Formen fungerer fortrinligt til at understrege det til tider groteske univers, fordi nummeret skifter stilart og stemning. Forspillet er en nedadgående strøm, der understøtter indholdet: ”Det / Er / Et / År / Siden / Jeg / Har / Pisset / Ned / Ad / Mig / Selv”. Form og indhold spiller her sammen, ligesom forspillet viser, at Josephsen forstår at kombinere en sær(lig) humor med en barsk tone.

’Jubelidiot’ benytter sig af en række sammenligner, der for det meste danner glimrende billeder til at beskrive, hvad jeg’et gennemgår som fx her: ”Sneen har lagt sig som stesolid om boligblokken / jeg er inde / det er år siden / jeg blev lukket ud”. Sneen kobles sammenlignes med et medikament, som bl.a. behandler angst, søvnløshed og abstinenser. Det er smukt og hårdt at læse.

Det er efterhånden Josephsens varemærke som digter, at han formår at koble de barske billeder sammen med noget smukt eller underfundigt og dermed skaber en særlig tone. Der findes mange eksempler i løbet af digtsamlingen som fx disse to: ”jeg går rundt i lejligheden / og taler pænt til mine planter” og ”vi vender tilbage til normalen / og hundene lukkes ind i deres bure / vi ind i vores”.

Som det også var tilfældet i ’Knæk’ og ’Jeg er farmor’ fungerer langt det meste. Men der er også i ’Jubelidiot’ digte, som fremstår knirkende i sangmaskinen. Nogle digte fremskriver, hvad der minder om, en privat vrede – ofte rettet mod faren. Disse digte svømmer i patos og sammenligner jeg’ets opvækst med fx fangers i kz-lejre. Når jeg påstår, at digtene er private, kommer det fx til udtryk her: ”dette er ikke et eftermæle / det er bare det endelige slag / mellem dig og mig”. Barndomserindringerne fungerer ellers fint på nogle planer, men det er i skildringen af boligblokken, digtene brillerer.

Livet på kanten er et omskifteligt liv. Det samme kan siges om digtene. De er omskiftelige og til tider kaotiske, men samtidig er de smukke, skrøbelige og vilde. Trilogien viser skæbner frem, som de fleste slet ikke ser, eller som bliver ignoreret, når de står på et gadehjørne og ligner nogen, der godt kunne bruge en hjælpende hånd. Hvis man er i tvivl om, hvorvidt de har brug for en hånd i ny og næ, skal man bare læse Josephsens digte, så er man ikke længere i tvivl. Og så er digtene samtidig en god læseoplevelse.