Jesus, pengene og livet

Min familie er ret illustrativ for den statistik, som fastslår, at sundhed og dødelighed også følger socialgrupperne, således at man i socialgruppe fem har den største sygelighed og dødelighed: Min mor fødte ti børn i løbet af 15 år. To drenge døde som spædbørn, og tre af mine brødre døde for tidligt.” Sådan  lige på skriver Gretelise Holm i sine erindringer, der hæver sig op og bliver et stykke Danmarks-historie. Fortalt i et let og direkte sprog. Vi har længe manglet et modspil til Lise Nørgaard.

Selvbiografien “Jesus, pengene og livet” er 1. bind i en serien – hvor ville jeg ønske, at jeg kunne læse bind 2 og 3 med det samme. Hvad Lise Nørgaard skabte med bestseller-erindringerne “Kun en pige” og “De sendte en dame”, der beskriver en opvækst i den borgerlige klasse,  skaber Gretelise Holm med sine erindringer, der fortælles fra udkanten af landet og udkanten af samfundet – en fortælling fra skidtet, hvor børneorm myldrer, og fejlernæring og tæsk hører til dagligdagen. Det er en grum fortælling fra et Danmark, vi ikke hører meget til, og som trænger til at blive fortalt. Det er en gribende historie om at være nomadebarn i jyske landsogne.
Mens jeg som 14-årig tjente hos Knud og Marie, ringede min mor fra Kolding sygehus, hvor hun netop havde født sit tiende barn, som døde kort efter fødslen. I telefonen fra Ølgod trøstede jeg hende med, at vi var børn nok, og så undlod jeg ikke at udtrykke min mopsede teenage-forargelse, da hun fortalte, at min far havde kørt det døde barn de 15 kilometer hjem i en papkasse på sin knallertbagagebærer. Jeg syntes, at de i respekt for døden burde have hyret en lillebil, som en taxa hed dengang. “Men vi har jo ingen penge,” svarede min mor.
Gretelise Holm beskriver grundigt sine bedsteforældres og forældres opvækst og misvækst: Jeg er etnisk dansk, så langt min familie kan spores på begge sider. Jeg er også vokset op i Danmark, men alligevel kommer jeg – ligesom mange af vores indvandrere – fra et land, som var præget at fattigdom, religiøsitet og hellig krig, mange børn, stor dødelighed og anden fattigdomsrelateret elendighed. Min far var kun 6 år, da han i 1925 kom ud at tjene med sparsom kost og et staldkammer-logi som sin eneste løn.
Hun beretter om familiens evige kamp mod farens afsky for at arbejde og mistrivslen med dårlig mad og elendige boliger for, at vi som læsere bedre kan forstå det mønsterbrud, hun skaber, da hun får en præliminæreksamen og senere uddanner sig til journalist. Særlig historien om broderen Viggo fortæller, hvor forskelligt det kan gå to søskende, der er vokset op i den samme familie, hvor den ene tager bagdøren, mens den anden sprænger sig ud ad fordøren.

Det er Danmarks-historie, når det bedst, med holdninger og reflektioner, fx over besættelsestiden, der gav mig et helt nyt perspektiv: Langt over halvdelen af de 13.493 flygtninge, som døde i løbet af året 1945, var børn. Enkelte danskere protesterede, men den overvejende stemning i den offentlige debat var medlidenhedsløs: Børnene havde ikke fortjent bedre, fordi de var tyskere. Det var i mange år en slags tabu, at civile tyskere også var ofre, og at de allierede også begik krigsforbrydelser.

Erindringerne har kant og slår med sine små filosofiske indslag til mod os middelklasse-danskere, der tror, at vi har problemer: Min personlige livsholdning er, at mange småproblemer har godt af at blive fortrængt og fejet ind under gulvtæppet. Når der så har dannet sig et lille bjerg under tæppet, kan man stille sig op på det og kigge ud i verden, hvor der foregår så meget interessant.

Og nok så interessant er, at biografien er udkommet på eget forlag efter, at forfatteren i mange år er udkommet på etablerede forlag. Respekt!

Alt i alt @@@@@ roser ud af seks mulige.