Anmeldelse
Jeg tæller mine skridt
- Log ind for at skrive kommentarer
Indlevende fortælling om at være det pligtopfyldende og selvudslettende barn af en alkoholisk mor.
Hovedpersonen er pigen Merle, der bor alene med sin alkoholiske mor. Hun ved ikke, hvem hendes far er, kun at han hedder Dennis. Det ene øjeblik er mor den smukkeste og mest charmerende forælder i verden, det næste øjeblik blive Merle efterladt, da selvsamme mor pludselig ikke kommer tilbage efter en aften i byen.
Merle er et typisk alkoholikerbarn. Hun er meget hensynsfuld og dækker over hverdagen i lejligheden samtidig med, at hun gør alt for, at hendes mor skal have det godt og være glad. Ofte er der ikke mad i køleskabet, og når Merles mor tager på værtshus, som også betyder at hun en gang imellem bliver ude en hel nat, ved Merle, at det eneste hun kan gøre for at få hende hurtigt hjem igen er at lægge sig til at sove.
Merle synes selv, at hendes mor er meget smuk, og når de går sammen på gaden, kigger folk efter hende. På sådanne dage gør Merle sig ekstra umage for at være glad. For Merle ved, at det, som hendes mor ønsker sig allermest, er, at de bare er en almindelig lille familie. Men det kan være svært at skjule, at man ikke er sådan en familie. Efter at hendes mor og mormor er blevet uvenner, er Merles bedste trøst bamsen Puff. Selvom hun godt ved, at hun er alt for gammel til at være så glad for en bamse. Da Merle var yngre og ventede på, at hendes mor skulle hente hende i daginstitutionen, lod hun som om, hun var dybt optaget af at tegne, når hun sad alene tilbage i rummet, fordi hun godt vidste, at hendes mor ikke kom. Blot så pædagogerne ikke skulle tro, at de ikke var en almindelig familie.
En dag kommer Merles mor slet ikke hjem. Faktisk er hun væk hele weekenden, og Merle er både rigtig bekymret og meget sulten. Til slut træffer hun en beslutning om, at hun vil tage ud for at finde sin mor eller sin far.
Bogen er skrevet med samme inderlighed og forståelse for mennesker og kærlighed, som Anne Sofie Hammers tidligere udgivelse ’Vi ses, Pellerøv’, der også er en virkelig fin roman, der ligesom denne viser, hvordan børn er i stand til at holde verden ud ved at se deres omgivelser gennem formildende slør. Romanen er del af en række bøger, der smukt beskriver ensomhed, at føle sig fremmedgjort og at skulle agere voksen, selvom man ikke er det.
- Log ind for at skrive kommentarer
Indlevende fortælling om at være det pligtopfyldende og selvudslettende barn af en alkoholisk mor.
Hovedpersonen er pigen Merle, der bor alene med sin alkoholiske mor. Hun ved ikke, hvem hendes far er, kun at han hedder Dennis. Det ene øjeblik er mor den smukkeste og mest charmerende forælder i verden, det næste øjeblik blive Merle efterladt, da selvsamme mor pludselig ikke kommer tilbage efter en aften i byen.
Merle er et typisk alkoholikerbarn. Hun er meget hensynsfuld og dækker over hverdagen i lejligheden samtidig med, at hun gør alt for, at hendes mor skal have det godt og være glad. Ofte er der ikke mad i køleskabet, og når Merles mor tager på værtshus, som også betyder at hun en gang imellem bliver ude en hel nat, ved Merle, at det eneste hun kan gøre for at få hende hurtigt hjem igen er at lægge sig til at sove.
Merle synes selv, at hendes mor er meget smuk, og når de går sammen på gaden, kigger folk efter hende. På sådanne dage gør Merle sig ekstra umage for at være glad. For Merle ved, at det, som hendes mor ønsker sig allermest, er, at de bare er en almindelig lille familie. Men det kan være svært at skjule, at man ikke er sådan en familie. Efter at hendes mor og mormor er blevet uvenner, er Merles bedste trøst bamsen Puff. Selvom hun godt ved, at hun er alt for gammel til at være så glad for en bamse. Da Merle var yngre og ventede på, at hendes mor skulle hente hende i daginstitutionen, lod hun som om, hun var dybt optaget af at tegne, når hun sad alene tilbage i rummet, fordi hun godt vidste, at hendes mor ikke kom. Blot så pædagogerne ikke skulle tro, at de ikke var en almindelig familie.
En dag kommer Merles mor slet ikke hjem. Faktisk er hun væk hele weekenden, og Merle er både rigtig bekymret og meget sulten. Til slut træffer hun en beslutning om, at hun vil tage ud for at finde sin mor eller sin far.
Bogen er skrevet med samme inderlighed og forståelse for mennesker og kærlighed, som Anne Sofie Hammers tidligere udgivelse ’Vi ses, Pellerøv’, der også er en virkelig fin roman, der ligesom denne viser, hvordan børn er i stand til at holde verden ud ved at se deres omgivelser gennem formildende slør. Romanen er del af en række bøger, der smukt beskriver ensomhed, at føle sig fremmedgjort og at skulle agere voksen, selvom man ikke er det.
Kommentarer