Jeg æder mig selv som lyng af Olga Ravn

Olga Ravns digtsamling kredser om pigesindet, kvinden, kroppen og alt det der følger med at bo i en kvindekrop, der på en og samme tid er både helt privat og meget offentlig.

Jeg læser sjældent digte, men faldt umiddelbart for den fine lille bog med den meget specielle forside, der viser et kvindebryst indefra. Og bryster er der mange af i Olga Ravns debut, i det hele taget er der rigtig meget krop!

Kropsbilledet i bogen fylder meget, og det er kroppen set både indefra og udefra – og Olga Ravn lægger ikke fingrene imellem, hvad angår beskrivelser af kroppens funktioner.
Kroppen er på en og samme tid sin egen, den er kvindens, og samtidig er den underlagt udefra kommende autoriteter, som der står et sted ”Alt det vi skal være pga. vores kroppe”. Og det er bl.a. piger, kvinder, døtre, mødre, søstre, mostre, veninder, kærester, sexpartnere, hustruer, kollegaer og karrierekvinder – samtidig med, at vi skal holde vores kroppe attraktive og leve op til tidens kvindeidealer.

Vi hører både den lille piges stemme og den voksne kvindes, klemt mellem deres egen opfattelse af kroppen og af andres, af autoriteterne. Der er meget der trænger sig på i denne digtsamling, og hver eneste tekst er sin egen, unik og tankevækkende.

’Jeg æder mig selv som lyng’ er Olga Ravns debut og har undertitlen ’Pigesind’, der refererer til Tove Ditlevsens debut fra 1939 af samme navn, og som efter forfatterens eget udsagn har givet inspiration til digtsamlingen. Den har dog ikke meget tilfælles med Ditlevsens debut, men giver derfor et godt billede af, hvor anderledes det er at være kvinde i dag.

’Jeg æder mig selv som lyng’ består både af digte og lyriske tekster. Nogle sværere end andre! Første tekst med titlen ”Grammatisk ubehag” var faktisk ubehagelig at læse – teksten stod på højkant, så bogen måtte vendes og indholdet, ja det var også krævende. Men alene titel og opsætning skærper læserens opmærksomhed og fungerer godt. Jeg må indrømme, at der indimellem faktisk var passager, som jeg ikke forstod, men det betyder efter min mening ikke noget for læsningen, for stemningen og følelsen kommer stærkt til udtryk, selvom man ikke kan tyde hver en sætning.

Gennem hele bogen leger Olga Ravn med sprog og betydninger, og det er nødvendigt at stoppe op en gang imellem. Det er langt fra hyggelæsning – og som læser kommer man på arbejde.
Det gør dog ikke noget, for selvom jeg altid har haft det lidt svært med digte, så fascinerede bogen mig. Der er noget dragende ved den og ind i mellem de mange grammatisk sære sætninger, kunne jeg også genkende noget i mig selv, hvilket - alt andet lige - er meget værdifuldt som læser.