Ingen er så tryg i fare af Gunnar Staalesen

Nr. 17 i serien om Staalesens antihelt, privatefterforsker Varg Veum, er ligeså vellykket som altid og med masser af lune. Denne gang er det Veum selv, der er den anklagede.

Vi har efterhånden kendt Gunnar Staalesens helt – eller snarere antihelt – Varg Veum i Bergen i mange år. Varg har haft sine op- og nedture, men denne gang går det helt galt, da der findes klare beviser på, at han er med i en pædofiliring. Varg bliver fængslet i isolation, og selv om han har en dygtig advokat, er udsigterne ikke gode, for der er fundet yderst belastende materiale på begge hans computere, der klart beviser, at han er dybt involveret i sagen. Varg har ikke bare været med på en kigger, der findes nemlig også fotos af ham i intime situationer med en helt lille pige.

Det kan næsten ikke blive værre for Varg, og problemet er, at han har svært ved at huske ret meget fra de seneste år. Siden han mistede sin elskede Karin, har han stort set ligget i sprit, og for privatefterforsker Varg Veum er sprit ikke dyr whisky, men snaps. Tiden efter Karins død opfatter Varg således som en vandring gennem et Salvador Dali-landskab set gennem bunden af en snapseflaske.

Varg prøver at granske hukommelsen efter nogen, der vil ham det ondt. Dem er der mange af, men er der virkelig nogen, der vil gå så vidt for at ramme ham? Så selv om hans advokat støtter ham og har fået fat i en computernørd til at se materialet efter i sømmene, så har han ikke tid til at blive og vente i fængslet. Han må ud og bevise sin uskyld. Udenfor har han heldigvis den skønne enke Sølvi, som han mødte i ’Der hvor roser aldrig dør’, som støtter ham.

Det er genialt tænkt af Gunnar Staalesen at lade Varg Veum gennemgå gamle sager i jagten på et motiv, og man fornemmer virkelig de sorte huller i hans hukommelse, som bevirker, at han faktisk kommer til at tvivle på sin egen dømmekraft. Han synes, at hans sorte huller er på størrelse med ”The Big bang”, men han mener dog ikke, at han skulle have været sammen med kvinder under 50 år i meget lang tid.

Gunnar Staalsen skriver med en god portion humor, og hans bøger er – selv om der sker grumme ting – ganske ublodige. Her er ingen beskrivelser af diverse udspekulerede aflivningsmetoder. Jeg elsker bøgerne om Varg Veum, først og fremmest for den vidunderlige humor men også for tempoet, der er som dvælende jazz. Gunnar Staalesen har helt fra seriens start ladet Varg Veum være jazzelsker, og når han optræder sammen med Jan Kåre Hystad Kvartett, er det Varg Veums favoritter, der er på repetoiret. Varg Veum er nærmest blevet synonym for Bergen, for ikke blot foregår alle Staalesens krimier i Bergen, han lod også Varg komme til Verden i ’Bergen-trilogien’. Jeg syntes derfor, jeg kendte Bergen, før jeg besøgte byen.

Det er 17. bog om Varg Veum, og Gunnar Staalesen lader ganske langsomt sin hovedperson bliver ældre men næppe klogere. Der må være nogle gode år i Varg Veum endnu, så jeg vil glæde mig til næste bog.

Originally published by Anne Klara Bæhr, Litteratursiden.