Anmeldelse
Hybrid af Ninette Larsen
Debutanten Ninette Larsens lyriske fragmenter og skitser indeholder fascinerende og gådefulde billeder, der skildrer skønheden, sanseligheden, forfaldet og ophøret som uløseligt forbundne.
Ninette Larsen kalder selv teksterne i sin debutbog Hybrid for billedtableauer eller skitser. Uden at være forsynet med en genrebetegnelse signalerer titlen meget præcist, at teksterne er en slags genre-hybrider, der kombinerer lyrikkens udtryksmæssige koncentration og billedsprog med kortprosaens mere sammenhængende forløb. På trods af, at nogle gennemgående figurer og karakterer, for eksempel ’barnet’, ’døtrene’, ’faderen’ og ’pianisten’, er med til at binde teksterne sammen, aftegner der sig ikke et sammenhængende episk forløb igennem bogen.
I stedet en række fragmenter, scener og situationer og et jeg, der ikke er nogen fast størrelse, men hele tiden ”uddelegerer” sig selv i en sværm af stemmer og identiteter: ”Jeg læger mig på bredden under et egetræs/ klovneblade. Jeg spiser, ler og taler i vildelse. Jeg ser/ nætterne, og jeg kan lide dem. De er heftigt krydrede,/ de er blankøjede og profetiske. Jeg hører nætterne/ messe, jeg ligger på ryggen, jeg uddelegerer mig selv./ Jeg sønderdeles. Jeg bliver taget i brug.”
Citatet indeholder mange af de træk, der karakteriserer Ninette Larsens tekster: Det højstemte, skønhedsdyrkende og profetisk/visionære. Bogen er forsynet med mottoet ”tilegnet skønheden”, og hvordan ser så skønheden ud hos Ninette Larsen?
Teksterne svælger i smukke, dekadente billeder og tableauer af mættede, gyldne farver, eksotiske scenerier og romantisk naturhengivelse, men der er vel at mærke tale om en modsætningsfyldt, ambivalent skønhedsdyrkelse, der nok rummer det skønne, de ”nektardryppende læber”, men også det grimme, forfaldet og opløsningen.
Skønheden adskilles ikke fra ophøret/døden, men næres af ”mørkets fugtige fordærv”, og denne ambivalens tematiseres i bogens mange beskrivelser af kroppen, som ikke bare er et idealiseret ”monument” over sensualiteten og skønheden, men også den fysisk udhungrede, blege og sygdomsmærkede krop. Ikke bare kroppen, men også kønnet har denne ambivalens og tvetydighed indbygget i sig i form af den androgyne krop og seksualitet, som optræder mange steder i bogen.
Ninette Larsens tekster folder sig ud på tværs af vedtagne og knæsatte genrekategorier og konventioner. De er på én gang styret af disciplin og en spontan, associerende evne til at skabe skønne, drømmeagtige billeder styret af sprogets og rytmens egne iboende muligheder.
Sammen med en anden af årets bemærkelsesværdige og lovende debutanter, Signe Gjessing, er Ninette Larsen fælles om den ”høje”, visionære poetiske stil og en opfattelse af poesien som et ”modsprog” og et særligt og privilegeret sted at tale ud fra. To stemmer, der lige fra starten er med til at sætte en ny dagsorden i dansk lyrik.
Originally published by Jens Hjøllund, Litteratursiden.
Debutanten Ninette Larsens lyriske fragmenter og skitser indeholder fascinerende og gådefulde billeder, der skildrer skønheden, sanseligheden, forfaldet og ophøret som uløseligt forbundne.
Ninette Larsen kalder selv teksterne i sin debutbog Hybrid for billedtableauer eller skitser. Uden at være forsynet med en genrebetegnelse signalerer titlen meget præcist, at teksterne er en slags genre-hybrider, der kombinerer lyrikkens udtryksmæssige koncentration og billedsprog med kortprosaens mere sammenhængende forløb. På trods af, at nogle gennemgående figurer og karakterer, for eksempel ’barnet’, ’døtrene’, ’faderen’ og ’pianisten’, er med til at binde teksterne sammen, aftegner der sig ikke et sammenhængende episk forløb igennem bogen.
I stedet en række fragmenter, scener og situationer og et jeg, der ikke er nogen fast størrelse, men hele tiden ”uddelegerer” sig selv i en sværm af stemmer og identiteter: ”Jeg læger mig på bredden under et egetræs/ klovneblade. Jeg spiser, ler og taler i vildelse. Jeg ser/ nætterne, og jeg kan lide dem. De er heftigt krydrede,/ de er blankøjede og profetiske. Jeg hører nætterne/ messe, jeg ligger på ryggen, jeg uddelegerer mig selv./ Jeg sønderdeles. Jeg bliver taget i brug.”
Citatet indeholder mange af de træk, der karakteriserer Ninette Larsens tekster: Det højstemte, skønhedsdyrkende og profetisk/visionære. Bogen er forsynet med mottoet ”tilegnet skønheden”, og hvordan ser så skønheden ud hos Ninette Larsen?
Teksterne svælger i smukke, dekadente billeder og tableauer af mættede, gyldne farver, eksotiske scenerier og romantisk naturhengivelse, men der er vel at mærke tale om en modsætningsfyldt, ambivalent skønhedsdyrkelse, der nok rummer det skønne, de ”nektardryppende læber”, men også det grimme, forfaldet og opløsningen.
Skønheden adskilles ikke fra ophøret/døden, men næres af ”mørkets fugtige fordærv”, og denne ambivalens tematiseres i bogens mange beskrivelser af kroppen, som ikke bare er et idealiseret ”monument” over sensualiteten og skønheden, men også den fysisk udhungrede, blege og sygdomsmærkede krop. Ikke bare kroppen, men også kønnet har denne ambivalens og tvetydighed indbygget i sig i form af den androgyne krop og seksualitet, som optræder mange steder i bogen.
Ninette Larsens tekster folder sig ud på tværs af vedtagne og knæsatte genrekategorier og konventioner. De er på én gang styret af disciplin og en spontan, associerende evne til at skabe skønne, drømmeagtige billeder styret af sprogets og rytmens egne iboende muligheder.
Sammen med en anden af årets bemærkelsesværdige og lovende debutanter, Signe Gjessing, er Ninette Larsen fælles om den ”høje”, visionære poetiske stil og en opfattelse af poesien som et ”modsprog” og et særligt og privilegeret sted at tale ud fra. To stemmer, der lige fra starten er med til at sætte en ny dagsorden i dansk lyrik.
Originally published by Jens Hjøllund, Litteratursiden.
Kommentarer