Tankevækkende og meget morsom bog om at være dansker med indvandrerbaggrund. En væsentlig bog i integrationsdebatten, som tager fat på myterne og dobbeltmoralen.
I denne morsomme og tankevækkende bog tager journalist Abdel Aziz Mahmoud, der har palæstinensiske rødder, fat på det store og svære integrationsspørgsmål. Abdel ser på myterne om de fremmede, specielt muslimerne, og udstiller vores dobbeltmoral. Han lægger dog heller ikke fingrene imellem overfor indvandrermiljøernes uskrevne love. Abdel har, siden han kom til Danmark som helt lille, arbejdet på at blive dansk og har deltaget i det, han kalder klaphatteløbet. Derfor undrer det ham, når han bliver bedt om at tage afstand fra islamistisk ekstremisme, mens etniske danskere ikke bliver bedt om at tage afstand fra kristen fundamentalisme eller rockerkriminalitet. Tankevækkende er det, når han sætter danske typer overfor arabiske. Han opregner ni danske typer, mens der kun er to arabiske: nemlig ballademageren og mønsterbryderen. Abdel vil have os til at forstå, at der er rigtig mange ganske almindelige familier.
Bogen er en slags selvbiografi, men det er også et væsentligt debatindlæg, hvor Abdel bruger sig selv og sin families historie. Han beskriver, hvordan tonen har ændret sig markant i flygtninge- indvandrerdebatten, siden han kom til Danmark i 1984. Han fortæller om sine forældrenes kamp for at finde fodfæste i det danske samfund og få lov til at arbejde, om deres insisteren på at tale arabisk i hjemmet, om sin skolegang og om sine søskende. Meget tankevækkende er det, at mens hans jævnaldrende lillebror og han selv opfatter sig som danske, opfatter hans to noget yngre søskende, der er vokset op i skyggen af 11. september, sig som arabere. Tonen overfor de fremmede har ændret sig markant, konkluderer Abdel.
Især portrættet af moren er meget kærligt. Han fortæller om, hvordan hun kæmper for at få et job i den lokale Kvickly, og den glæde hun føler, da det lykkes. Han fortæller om hendes ihærdige forsøg på at få kontakt til naboerne ved at invitere på kaffe og ved at sende børnene rundt med pitabrød. Vi hører mindre om Abdels far, men som han siger, så elsker han sig far lige så højt som sin mor, men faren er bare mere stille.
Abdel fortæller om de naboer og lærere, der var med til at integrere familien, der de første år boede i Middelfart. Han mener, at det at bo i provinsen, kan være medvirkende til en vellykket integration. Flyt til provinsen og sæt jeres børn i ”hvide” skoler, siger han, selv om han ved, hvor svært det er. For havde der været arabiske naboer i Middelfart, havde familien selvfølgelig opsøgt dem.
På forsiden af bogen ses Abdel med en tegnet klaphat, og bogen en stor fornøjelse rent grafisk. Ud over at skrive veloplagt krydrer Abdel teksten med tegninger, fotografier og ikke mindst screendumps af til tider horrible Facebook- og Twitter opdateringer. Titlen henviser til, at Bertel Haarder på et tidspunkt sagde ”Hvor taler du flot dansk”. Abdel svarede ”Tak i lige måde”. Abdel både taler og skriver flot dansk og har i mere end ti år markeret sig både som journalist og debattør. Det er en væsentlig bog, der burde være pligtlæsning for ”det gule” Danmark.
Oprindeligt skrevet af Anne Klara Bæhr, Litteratursiden.
Kommentarer