Anmeldelse
Historien om Asta af Jón Kalman Stefánsson
- Log ind for at skrive kommentarer
Historien om Asta er en storslået episk fortælling om lys og mørke, kærlighed, drifter og arv.
Nogle bøger følges man med i mere end én forstand. De vandrer ved siden af én og indeni én, imens man læser, og man længes, når de er slut. Sådan havde jeg det med ’Historien om Asta’, der er en storslået fortælling vævet sammen af en familie i flere generationer og medlemmernes liv i og uden for Island. Fortællingen flirter med døden og veksler fuldt behersket og forførende mellem den nære historie og det lange, seje træk. Mellem det lille menneske og det store univers.
Asta er romanens hjørnesten. Hendes navn betyder ”kærlighed” på islandsk, og kærlighed bliver da også en afgørende faktor i hendes liv. Hun er datter af den smukke Helga og den stærke arbejdsmand Sigvaldi. Snart trækker friheden så meget i Helga, at hun forlader familien, og Asta får en plejemor i Reykjavik.
Den unge Asta finder sig ikke i alting, og som teenager sendes hun på sommerophold på Islands Vestland efter at have givet en dreng en blodtud. I Vestlandsafsnittet brillerer Stefánsson ved at have miljø- og persontegningen i sin hule hånd: ”Det er blevet hævdet at Vestfjordene snarere minder om et stykke musik end om et landskab (…) fjeldene rejser sig så stejlt at det virker som om de vil trække landet med op i himlen. Og … nej, det tænker Asta ikke på, interesserer hende ikke, snart femten år, en tynd og rådvild streg i tiden”.
Her møder Asta Josef med: ”(…) så smukke øjne at det må være svært for ham at falde i søvn.” Asta oplever pludselig glimt af lykke og åbner sig for alvor for sin læser. Her blev jeg selv forelsket i Asta, imens hun blev skræmt fra vis og sans og så ting, hun ønskede, at hun aldrig havde set. Imens hun fortalte, grinede, reflekterede og fortrød, hvordan hun havde behandlet sin rare plejemor.
Asta har som mål at gøre sig fri af sin mor. De er begge smukke og egenrådige, temperamentsfulde og lader deres drifter fylde, men Asta uddanner sig og underviser som voksen i Kierkegaard på universitetet. Her er hun en del af ”eliten”, men alligevel er hendes indre stadig oprørt. Søgende. Hun lærer hele livet om, hvordan lys og skygge kan være to sider af samme sag, og hvordan smerte og forelskelse kan ligge meget tæt. Eksempelvis oplever hun flere gange at ”elske forbi” målet, fordi hendes drømme om kærlighed slås itu, når de møder virkeligheden.
’Historien om Asta’ er mange gode ting – inklusiv en hyldest til den kloge opbygning, for: ”Det er naturligvis ikke muligt, ikke længere, hvis det nogensinde har været det, at fortælle kronologisk om et individs liv fra vugge til grav”. Så det gør Stefánsson ikke. Han krydsklipper i tid og følges med skiftevis Asta og Astas far Sigvaldi, og fordi han komponerer så godt og tydeligt, sætter han aldrig sit indviklede system over styr.
Romanen er oplagt til læsekredse og kan anbefales til alle med kærlighed til de store fortællinger om mennesket i storslåede miljøer såsom ’De usynlige’ af Roy Jacobsen og ’Profeterne i evighedsfjorden’ af Kim Leine.
- Log ind for at skrive kommentarer
Historien om Asta er en storslået episk fortælling om lys og mørke, kærlighed, drifter og arv.
Nogle bøger følges man med i mere end én forstand. De vandrer ved siden af én og indeni én, imens man læser, og man længes, når de er slut. Sådan havde jeg det med ’Historien om Asta’, der er en storslået fortælling vævet sammen af en familie i flere generationer og medlemmernes liv i og uden for Island. Fortællingen flirter med døden og veksler fuldt behersket og forførende mellem den nære historie og det lange, seje træk. Mellem det lille menneske og det store univers.
Asta er romanens hjørnesten. Hendes navn betyder ”kærlighed” på islandsk, og kærlighed bliver da også en afgørende faktor i hendes liv. Hun er datter af den smukke Helga og den stærke arbejdsmand Sigvaldi. Snart trækker friheden så meget i Helga, at hun forlader familien, og Asta får en plejemor i Reykjavik.
Den unge Asta finder sig ikke i alting, og som teenager sendes hun på sommerophold på Islands Vestland efter at have givet en dreng en blodtud. I Vestlandsafsnittet brillerer Stefánsson ved at have miljø- og persontegningen i sin hule hånd: ”Det er blevet hævdet at Vestfjordene snarere minder om et stykke musik end om et landskab (…) fjeldene rejser sig så stejlt at det virker som om de vil trække landet med op i himlen. Og … nej, det tænker Asta ikke på, interesserer hende ikke, snart femten år, en tynd og rådvild streg i tiden”.
Her møder Asta Josef med: ”(…) så smukke øjne at det må være svært for ham at falde i søvn.” Asta oplever pludselig glimt af lykke og åbner sig for alvor for sin læser. Her blev jeg selv forelsket i Asta, imens hun blev skræmt fra vis og sans og så ting, hun ønskede, at hun aldrig havde set. Imens hun fortalte, grinede, reflekterede og fortrød, hvordan hun havde behandlet sin rare plejemor.
Asta har som mål at gøre sig fri af sin mor. De er begge smukke og egenrådige, temperamentsfulde og lader deres drifter fylde, men Asta uddanner sig og underviser som voksen i Kierkegaard på universitetet. Her er hun en del af ”eliten”, men alligevel er hendes indre stadig oprørt. Søgende. Hun lærer hele livet om, hvordan lys og skygge kan være to sider af samme sag, og hvordan smerte og forelskelse kan ligge meget tæt. Eksempelvis oplever hun flere gange at ”elske forbi” målet, fordi hendes drømme om kærlighed slås itu, når de møder virkeligheden.
’Historien om Asta’ er mange gode ting – inklusiv en hyldest til den kloge opbygning, for: ”Det er naturligvis ikke muligt, ikke længere, hvis det nogensinde har været det, at fortælle kronologisk om et individs liv fra vugge til grav”. Så det gør Stefánsson ikke. Han krydsklipper i tid og følges med skiftevis Asta og Astas far Sigvaldi, og fordi han komponerer så godt og tydeligt, sætter han aldrig sit indviklede system over styr.
Romanen er oplagt til læsekredse og kan anbefales til alle med kærlighed til de store fortællinger om mennesket i storslåede miljøer såsom ’De usynlige’ af Roy Jacobsen og ’Profeterne i evighedsfjorden’ af Kim Leine.
Kommentarer