Anmeldelse
Herbarium
- Log ind for at skrive kommentarer
En vidunderlig udforskning af planteriget og et imponerende fyrværkeri af ord og begreber, hvor leksikale artikler forgrener sig til et labyrintisk litterært værk.
Det første ord i opslagsværket er "Abeblomst". "Abeblomst" er en plante, der kendes på sin forsigtige nærmest undskyldende vækst, og som lever i halvskygge, hvor den tiltrækker de dæmoner, der frygter jordskælv! Under lup ligner den en art abe, der i drømme spjætter så meget, at man skulle tro, den flygtede fra en tiger. Læseren ledes videre til afsnittet om "Eidetik", der dækker over en tilstand, hvor drømme og forestillinger føles virkelige.
Sammenhængene i opslagsværket skabes gennem vidunderligt krøllede og selvsikre beskrivelser af begreber, som man ikke anede eksisterede, og som man overvejer nu også forholder sig, som Carsten Müller Nielsen påstår. Et afsnit, der beskriver "Spyt", leder læseren videre til afsnittet om "Fosfat" og dernæst videre til afsnittet om "Opalsøen". Sammenhængen skal man søge i teksten. Og det er muligt, at man ikke umiddelbart kan gennemskue, hvorledes forfatteren kobler de enkelte begreber, men jo mere man overgiver sig til Carsten Müller Nielsens præmis, des mere logik opdager man.
’Herbarium’ er tredje opslagsværk i Carsten Müller Nielsens fabulerende univers. Første bog Bestiarium handler om dyr. Den næste Lapidarium beskæftiger sig med landskaber, sten og byer. Ganske som i de to tidligere håndbøger bevæger ’Herbarium’ sig mellem at være fagbog og fantasi, poesi og information. Forfatteren eksperimenterer med det gængse indhold og sprænger genrerammerne. Carsten Müller Nielsen er lyriker og kan samtidig levere faktuel viden, og begge dele gør han særdeles overbevisende. Når man har brug for at samle verden, skal man blot slå op et tilfældigt sted i bogen og lade sig forføre.
- Log ind for at skrive kommentarer
En vidunderlig udforskning af planteriget og et imponerende fyrværkeri af ord og begreber, hvor leksikale artikler forgrener sig til et labyrintisk litterært værk.
Det første ord i opslagsværket er "Abeblomst". "Abeblomst" er en plante, der kendes på sin forsigtige nærmest undskyldende vækst, og som lever i halvskygge, hvor den tiltrækker de dæmoner, der frygter jordskælv! Under lup ligner den en art abe, der i drømme spjætter så meget, at man skulle tro, den flygtede fra en tiger. Læseren ledes videre til afsnittet om "Eidetik", der dækker over en tilstand, hvor drømme og forestillinger føles virkelige.
Sammenhængene i opslagsværket skabes gennem vidunderligt krøllede og selvsikre beskrivelser af begreber, som man ikke anede eksisterede, og som man overvejer nu også forholder sig, som Carsten Müller Nielsen påstår. Et afsnit, der beskriver "Spyt", leder læseren videre til afsnittet om "Fosfat" og dernæst videre til afsnittet om "Opalsøen". Sammenhængen skal man søge i teksten. Og det er muligt, at man ikke umiddelbart kan gennemskue, hvorledes forfatteren kobler de enkelte begreber, men jo mere man overgiver sig til Carsten Müller Nielsens præmis, des mere logik opdager man.
’Herbarium’ er tredje opslagsværk i Carsten Müller Nielsens fabulerende univers. Første bog Bestiarium handler om dyr. Den næste Lapidarium beskæftiger sig med landskaber, sten og byer. Ganske som i de to tidligere håndbøger bevæger ’Herbarium’ sig mellem at være fagbog og fantasi, poesi og information. Forfatteren eksperimenterer med det gængse indhold og sprænger genrerammerne. Carsten Müller Nielsen er lyriker og kan samtidig levere faktuel viden, og begge dele gør han særdeles overbevisende. Når man har brug for at samle verden, skal man blot slå op et tilfældigt sted i bogen og lade sig forføre.
Kommentarer