En lille, koncentreret perle, som består af tre tekster. Patti Smith er en formidabel observatør, som i et smukt og simpelt sprog formidler sine oplevelser og inspirationer.
’Hengiven’ er en lille koncentreret perle, skabt af multikunstneren Patti Smith. Trods sin lille størrelse indeholder bogen tre tekster, som hver for sig er så mættet med observationer, at man gør sig selv en tjeneste, hvis man ikke læser bogen i ét stræk (selvom man rent praktisk og tidsmæssigt sagtens kan.)
Første tekst, 'Om bevidsthedens arbejde', er en selvbiografisk beskrivelse af en rejse, Smith skal foretage. Hun skal som udgangspunkt aflægge litterært besøg i Paris og har bl.a. en aftale med sit franske forlag. Men rejsen begynder allerede hjemme, hvor taxaen dukker op tidligere end forventet, og hun derfor endnu ikke har besluttet, hvilke bøger hun vil medbringe på rejsen. Om det skriver hun:
”Udsigten til at gå ombord på et fly uden en bog fremkalder en bølge af panik. Den rigtige bog kan fungere som en slags vejleder, sætte en tone, ja, ændre en rejses forløb.”
Enhver læser ved, at det er fuldstændig korrekt. Og Smiths egen tekst ender da også med bevise det, da hun i skyndingen får pakket en monografi om den kvindelige franske filosof Simone Weil og en selvbiografisk roman af Patrick Modiano, hvilket bl.a. ender med at føre hende til Simone Weils grav udenfor London.
Bogens anden tekst, 'Hengiven', er en følsom, skønlitterær sag, der handler om en purung kvinde, der utilsigtet betager en mand med sit uforlignelige kunstskøjteløb. I øvrigt også en følsom sport, idet hun kun kan dyrke sin lidenskab, når hendes sø er frosset. Men den betagede mand tilbyder hende et liv, hvor hun ikke længere behøver at lade sig nøje. Spørgsmålet er så, om dét er lykken.
Sidste og korteste tekst har Smith kaldt 'En drøm er ikke en drøm'. Igen er Smith tilbage i den selvbiografiske ende, da hun her beskriver, hvordan hun, mens hun endnu er i Paris, inviteres til at besøge Albert Camus´ hjem. Og det er ingen ringere end Camus´ datter, der henvender sig til og inviterer Smith til at aflægge visit i det Camuske hjem. En ære, som Smith tager imod med vanlig ydmyg stil.
Det der for mig at se gør Patti Smith så enestående som forfatter er hendes særegne evne til at observere. Hun sanser og oplever og ”tager tingene ind” på en yderst nærværende facon, og efterfølgende er hun så i stand til i et ganske simpelt og ukunstlet sprog at videregive sine indtryk til læseren. Det lyder så enkelt, men det er sandt for dyden ikke enhver forundt at kunne dele liv og syner på den måde.
Måske er det også derfor, jeg synes, Smiths erindringstekster er langt stærkest. Novellen om skøjteløberen er ikke dårlig, bestemt ikke, og den bærer også Smiths følsomme præg, men rigtig Smithsk bliver det altså først, når det er hendes egne erfaringer og erindringer, hun skriver på.
Har man endnu hendes prisbelønnede bog ’Just kids’ til gode, har man meget at glæde sig over og til.
Kommentarer