H.C. Andersens vintereventyr af H.C. Andersen

En smukt illustreret eventyrsamling, hvor vintertemaet på ægte H.C. Andersensk vis skal forstås både bogstaveligt og symbolsk.

Eventyrene har en stor spændvidde både i længde og indhold. Sproget er meget nænsomt moderniseret og har fuldt ud bevaret den særlige sprogtone, der gør eventyrene så oplagte til højtlæsning. Det specielle ved H.C. Andersen er, at han fortæller både til barnet og den voksne. Han underholder og rører børnene, mens de voksne bringes til at fundere over den menneskelige natur. Vintereventyrene fortæller om materialismen kontra poesien, om hjertets sejr over forstanden, om at være til stede i nuet og ikke hele tiden længes mod noget andet, men også om ubærlige situationer hvor den bedste løsning er døden og det evige liv. Illustrationerne er meget smukke og ornamentale, og de blålige og grønlige toner spiller fint med på vintertemaet. Jeg synes dog ikke, de helt får fat i de dybere lag i eventyrene.

Det er altid en fornøjelse at læse H.C. Andersens eventyr i en uforvansket udgave, og man bliver hver gang slået af beundring over sproget, H.C. Andersens dybe menneskekundskab og hans fantastiske, sansemættede naturbeskrivelser.

’Snedronningen’ var et af mine yndlingseventyr som barn, selv om jeg selvfølgelig ikke forstod alle nuancer. Det var nok for mig at følge den lille Gerdas eventyrlige og farefulde rejse for at finde legekammeraten Kay, og til slut at erfare at kærligheden er stærkere end forstanden. Ved genlæsningen morede jeg mig over beskrivelsen af den karet, Gerda får stillet til rådighed. Her er væggene selvfølgelig foret med sukkerkringler og sæderne besat med pebernødder og frugter. Lige noget for børn.

’Isjomfruen’ derimod sagde mig ikke ret meget. Det er samlingens sværeste eventyr. Dengang havde jeg nok ikke sans for de helt fantastiske beskrivelser af den åndeløst smukke og storladne natur i de schweiziske alper, der samtidig er så skræmmende og dødsensfarlig som selveste Isjomfruen. Men jeg har stadig svært ved at forlige mig med, at den stakkels Babette må miste sin elskede på deres lykkes højdepunkt blot for at undgå fremtidige sorger.

Vi kommer vidt omkring i H.C. Andersens eventyrunivers fra det mere muntre til det dybt tragiske. Vi smiler lidt ad den tåbelige snemand, der drømmer om en umulig forening med den glohede kakkelovn, og den pragmatiske nisse der vakler i valget mellem det materialistiske og det poetiske. Han ender selvfølgelig med at vælge både grøden og poesien, et såre menneskeligt valg. Vi føler med det lille grantræ, der for sent finder ud af, hvor godt det havde det i skoven. En klassisk julefortælling, som er svær at komme uden om. I det mindre kendte eventyr om det gamle egetræ glædes vi over de små døgnfluer, der fuldt ud forstår at leve her og nu, til det gamle egetræs forundring. Endelig græder vi over den lille pige med svovlstikkerne, som kun kan finde et godt liv i evigheden.

Det er et fint udvalg skuespillerinden Ellen Hillingsø har foretaget, og bogen er smuk og indbydende. Jeg kan helt tilslutte mig hendes anbefaling til oplæsning i familiens skød, hvis børnene ikke er alt for små.