Halvmorderen : krønike over Adalbert Hanzon, i nutid og datid, forfattet af ham selv af Håkan Nesser

Humoristisk og underfundig skæbnefortælling fra det umiskendeligt nesserske univers er en kæmpe fornøjelse at læse.

På sin sædvanlige underfundige, underspillede og humoristiske facon fortæller Håkan Nesser om et menneske, der på en og samme tid er ganske almindelig og helt ualmindelig. Han tager os med til små svenske byer, som han kalder K, L og M og fortæller os om, hvordan livet udspiller sig mellem menneskerne og mellem husene.

Hovedpersonen er døbt Adalbert Hanzon og har aldrig kendt sin franske mor, som døde kort efter hans fødsel. Det meste af sin barndom har han boet hos en tante, efter at hans far begik selvmord, da han var syv år. Faren kaldte ham Bert Hansson og sagde flere gange til ham, at ”Selvom du tror det, så spiller du ingen som helst rolle i denne verden”. Adalbert tager dog sit gamle navn tilbage, da der kommer en ny Bert Hansson i klassen og får et z ind i efternavnet. Han er en begavet dreng, der tager eksamen efter eksamen, men han får aldrig en videregående uddannelse og bliver i stedet pedelmedhjælper på en folkeskole.

Én gang i sit liv tager Adalbert en blaffer op, en kvinde, som insisterer på at spå ham. Hun spår, at han skal møde en kvinde med initialerne AA, så da han ved et tilfælde møder Andrea Altman, er han sikker på, at hun er hans skæbne. Andrea er desværre forlovet og skal giftes med en anden mand, som hun ikke elsker. Så hvad skal Adalbert gøre? “A man´s gotta do what a man´s gotta do” er hans motto. Han må handle.

Vi møder Adalbert, da han er 73 år, efter at han har siddet i fængsel i 43 år. Han er overvægtig, lettere alkoholiseret, har et stort forbrug af Samarin og er gennemgående trist. Han skændes og drikker med sin nabo, gnavpotten Henry, og prøver at holde hukommelsen ved lige ved hver uge at skrive en liste med navne, han skal huske. En dag ser han en kvinde, som han er sikker på, han har kendt engang.

Håkan Nesser tager os med rundt i det Sverige, som vi kender så godt fra andre af hans bøger. Vanen tro kalder han byerne ved bogstaver, og flere gange driller han læseren, når han benytter sig af intertekstualitet og putter elementer fra både sine egne og andres bøger ind i fortællingen. På en af Adalberts navnelister står således navnet Kim Novak, som var kvinden, der aldrig badede ved Genesaret i en af Håkan Nessers tidlige romaner, og jeg kom også flere gange at tænke på universet i Eugen Kallmans øjne. Forholdet mellem Adalbert og Henry, som ikke kan udholde hinanden og heller ikke kan undvære hinanden, er vi også stødt på i adskillige film og bøger. Titlen ’Halvmorderen’ ligger også påfaldende tæt på Halvbroderen af Lars Saabye Christensen.

Bogen er, som titlen siger, en krønike, som fortæller tingene præcis, som Adalbert Hanzon husker dem. Bag på omslaget står ”krimi om kærlighed og hævn, om venskab og fjendskab”, men jeg vil nu snarere kalde det en skæbnefortælling, og jeg vil ikke røbe, hvordan Adalbert er blevet halvmorder. Det er altid en kæmpe fornøjelse at læse en ny bog af Håkan Nesser. Han overrasker hver gang, og sprogligt er det også altid en stor glæde at læse Håkan Nesser.