Guldet på havets bund: Det uperfekte menneske 2 af Jørgen Leth

Jubi! Flere scener fra et uperfekt menneskes interessante liv! Læs dem før Ekstrabladet! De forstår alligevel ikke, hvad de læser!

Jeg forstår stadig ikke, hvad der var så slemt ved Jørgen Leths første erindringsbog; ”Det uperfekte menneske”. Så slemt, at han skulle fratages titler og jobs og hænges ud i store dele af den danske presse.

Jo, der var da de berømte (få!) sider om kokkens datter. Meget erotiske beskrivelser af ung, sort kvinde og ældre, hvid mand. Det kan man mene om, hvad man vil, men der var i bogen hverken tale om mange unge piger, eller at de blev holdt som sexslaver, som det fremgik af aviserne lige efter udgivelsen af bogen.

Nu har Jørgen Leth skrevet endnu et interessant værk med scener fra et uperfekt menneskes liv. Scener fra et langt og spændende liv med filmproduktion med Tour de France, med børn, kvinder, venner, rejser, voodoo og Haiti. Han giver i bogen også sine kommentarer til mediestormen efter den første bog, bl.a. siger han: ”Jeg står ved provokationen, som gik ud på at tale klart om erotikkens magt”.

I bogen er der også vigtige afsnit med overskrifterne ”Europæiske kvinder” og ”Europæisk samtale”. Vigtige afsnit, fordi de handler om og er en hyldest til de selvstændige, stærke og intelligente kvinder, Jørgen Leth har mødt, kendt, arbejdet sammen med, været gift med, elsket med eller følt sig fascineret af.

For vist opfatter jeg da Jørgen Leth som et ekstremt sansende menneske, men han er også et tænkende menneske for hvem ”emner som: hvornår får jeg den næste kjole? Nu skal du købe et par sko” da ikke kan være nok!

Men det bedste ved denne erindringsbog, såvel som den første, er Jørgen Leths åbne, legende tilgang til livet, og modet til at kaste sig ud i det, bruge det uden at tænke på, hvad andre tænker: ”Jeg har altid haft som kunstnerisk motto: Se, hvad der sker. For mig har det altid været fascination koblet med saglighed. Jeg undersøger. Jeg fortæller, hvad jeg ser.” Lige præcis det, er Jørgen Leth enestående til! Ok, måske er han ikke gud, men spændende, det er han!

Jeg får lyst til at slutte denne anbefaling med afdøde Natasjas ord: ”Giv mig frisindet igen!”

Gyldendal, 2007. 417 sider.