”Jeg tager kokkens datter, når jeg vil. Det er min ret.” var citatet, der på én gang problematiserede og kickstartede Jørgen Leths forfatterkarriere. Med disse få ord blev Leths forfatterskab litteratur noget, ingen ville røre med en ildtang samtidig med, at det blev litterært folkeeje.
I Jørgen Leths forfatterskab troner ’Det uperfekte menneske’ (2005). Jørgen Leth skabte med sine nøgterne beskrivelser af sit liv et værk, der endte på forsiden af samtlige dagblade og aviser i Danmark ved sin udgivelse, der gjorde Leths forfatterskab danmarkskendt på godt og ondt. Det var særligt de famøse beskrivelser af Leths forhold til en ung haitiansk pige, som splittede nationen. Man skulle have en mening om Jørgen Leth, og man enten elskede eller hadede ham for de provokerende og seksuelle beskrivelser af den hvide koloniherres forførelse af den sorte uskyldige skolepige. En diskussion, der aldrig har været mere aktuel.
Man kan mene, hvad man vil om manden bag en af de mest omtalte danske bøger, men Leth har alligevel fundet vejen danskernes hjerter, og det skyldes formentligt, at han formår at inkarnere essensen af dansk kultur. Jørgen Leth indkapsler igennem sin litteratur og sin person kulturen i alle sine former, så læsere kan forenes om jazz, cykling og poesi. Han har både været cykelsportskommentator og medstifter af avantgarde-filmgruppen Abcinema, og for Jørgen Leth synes de to at gå hånd i hånd. Det ses blandt andet med ’Sportsdigte’ (1967), hvor Leth for alvor fandt sin egen litterære stemme. Leth tager i denne digtsamling afstand fra modernismens alvor og iscenesættelsen af menneskets ensidede identitet, for derimod at bearbejde ”antikunsten”: sporten. I digtenes møde med sporten opstår Leth præcise og observerende prosa, som bliver gennemgående i Leths andre værker. Ved at indføre sportens hverdagslighed i digtningens kunstneriske univers, opstår en undersøgelse af litteraturens behov for fortolkning. ’Sportsdigte’ blev startskuddet til Leths brug af litteratur til at registrere virkeligheden, som også mimes i Leths filmkarriere.
Det er også det, der er på spil i værket ’Det gør ikke noget’ (2006), som er skrevet i lyset af skandalen, som ’Det uperfekte menneske’ frembragte. Her leger han med det forhold, som placerede ham på samtlige danske avisers forside efter udgivelsen, men fastholder den observerende skrivestil, som blev påbegyndt med ’Sportsdigte’. Leth holder sig endnu en gang på afstand af fortolkningen, og udtrykker i stedet en æstetisk hverdag, som konstant bærer Leths kendetegnende seksuelle undertone. Skandalen bliver også udgangspunktet for Leths efterfølgende bog, Guldet på havets bund (2007). I ’Det gør ikke noget’ er det i høj grad poesiens æstetiks møde med hverdagen, der bearbejder skandalen, hvor vi med ’Guldet på havets bund’ for alvor har at gøre med erindringen, som også blev introduceret i ’Det uperfekte menneskes’ livsfortælling. Han fortsætter i ’Guldet på havets bund’ med beskrivelser af sine tanker om kunsten og dens plads i hans liv, men denne gang står kunsten i forhold til forfatterens egen selviscenesættelse. ’Guldet på havets bund’ er foruden erindringselementerne en diskussion af forholdet mellem værk og forfatter. En diskussion, der bliver delvist efterladt i efterfølgeren, Et hus er mere end en ting (2012), hvor Leth bearbejder jordskælvet i Haiti i 2010, hvor han mistede hus og hjem. Bogen bliver et forsøg på at skrive sig til live igen og fatte kontrol over virkeligheden på ny. Værket er skrevet fragmentarisk og uklart i forhold til Leths tidligere værker, og illustrerer den store indvirkning jordskælvet havde på Leth som menneske og kunstner. Det er en ærlig beskrivelse af et sårbart menneskes forsøg på at komme på fode igen.
I Jørgen Leths seneste bog, Det bliver ikke væk (2019), synes fortælleren at have bevaret sin fragmentariske ærlighed, som vi for alvor blev bekendte med i 3. bind af serien om det uperfekte menneske. Digtsamlingen handler om alder og erindring, og alderdommens spor sætter sig i digtenes form som svævende uklarheder, der illustrerer kroppens og hukommelsens forfald, når man når en vis alder.
Foto: Jacob Langvad
Skribent: Emma Karlebjerg, stud.mag. i litteraturhistorie
