Gravgæst af Johan Theorin

Det er ganske enkelt dødspændende, som Theorin fletter de spøgelsesagtige begivenheder sammen med de nutidige. Velskrevet og gennemtænkt historie fra en af Sveriges bedste krimiforfattere.

Ved en begravelse oplever den unge graver, Gerlof, noget meget uhyggeligt, som han aldrig glemmer og aldrig har fået en forklaring på. En af de store i sognet, Edvard Kloss, skal begraves, og ved den sædvanlige kistenedsænkning hører alle omkringstående pludselig bankelyde. Op ryger kisten, en læge tilkaldes og låget fjernes. Edvard Kloss ligger stendød og værdig og giver ingen lyde fra sig. Da kisten efterfølgende atter sænkes i dybet, høres de tre bankelyde igen. Uhyggeligt. Kort efter falder en bror til afdøde om ved gravens kant og udånder. Begravelsen følges på afstand af en dreng på Gerlofs alder, Aron. Man aner, at han har en forbindelse med den begravede.

Herefter springer vi frem til Gerlof, der nu er en gammel mand på 84 år med alle de fysiske skavanker, som man har i den alder. Sognet har forandret sig, familien Kloss har formeret sig og er blevet dominerende i området. Således har de skabt Ölandic Resort, et område for turister med hoteller, swimmingpool og diskoteker. En af efterkommerne er den energiske Kent Kloss, som styrer sine omgivelser og tilsyneladende bestemmer over alt og alle.

Og så har vi den unge Jonas Kloss, som er for ung til at deltage i de lidt ældre fætres udflugter. Han er ret indadvendt og tilfreds med at bo i et mindre badehus og underholde sig selv med at bade og ro. Snart oplever også han noget uhyggeligt. En fremmed mand kaldet Den Hjemvendte entrerer et skib, dræber sømændene og sletter alle spor, men den unge Jonas kommer ved en fejltagelse op på det kaprede skib og ser de døde sømænd. Gerlof fornemmer, at der er noget galt, da han får beretningen af Jonas, som han har draget omsorg for efter hændelsen og hidkalder en politibetjent, som er hans niece. Ingen skibe er meldt savnet, så drengens fortælling tages ikke seriøst. Og så er det vist her, man skal slutte beretningen.

Det er ganske enkelt dødspændende, som Theorin fletter de spøgelsesagtige begivenheder sammen med de nutidige. Og så er der fortællingen om de der forlod Øland og blev hærdede af tidens brutalitet. Man fristes til at sammenligne den stille dreng med de Saabye Christensenske drengebørn. De befinder sig midt mellem barndom og voksenlivet og er naive, sårbare og oprigtige. Voldsomme begivenheder vil præge dem resten af livet. Så godt skriver Theorin!