Anmeldelse
Godhavn af Iben Mondrup
- Log ind for at skrive kommentarer
Det er familiens tre børn, som fortæller i dette følsomme og sansemættede portræt af en dansk udflytterfamilies hverdag i Grønland.
Iben Mondrups seneste roman om tre forskellige indtryk af en barndom i en dansk familie i Grønland er en både insisterende men også en smule frastødende læseoplevelse at begive sig i kast med, for Mondrup fortæller så sanseligt og direkte, at man næsten kan lugte, smage og mærke det hele. Stedet er Godhavn, en grønlandsk by på sydkysten af øen Disko. Tiden er ikke nærmere defineret, men det er i hvert fald før internet, mobiltelefoner og curlingforældre blev opfundet. Lad os sige engang i 1980erne. Moren er lærer på danskerskolen, faren ansat ved kommunen til at holde opsyn med bygninger. Dertil består familien af tre børn; Bjørk, Knut og Hilde.
Historien fortælles på skift gennem de tre børn hen over et års tid. Bjørk, den yngste på omkring syv-ni år, er et nysgerrigt, direkte og lidt brutalt barn. Hendes hverdag koncentrerer sig om skiftende venskaber og på det ubevidste plan om rollefordelingen mellem at give eller modtage, være anfører eller medløber. Knut i sjette klasse er familiens følsomme gemyt på vej til at blive teenager, og han suger sanseindtryk og familiens skiftende stemninger til sig. Så er der fars pige, Hilde i ottende klasse, der gerne tager med på jagt men samtidig slår hælene i og går sine egne veje. For hver ny fortæller afdækkes flere lag af familiens indbyrdes relationer, og de samme begivenheder opleves fra forskellige vinkler.
Man skal som læser ikke forvente, at der sker en masse dramatisk i handlingen. Det er i høj grad børnenes indre følelsesliv og personlige udvikling i en ret så almindelig familie, der er romanens omdrejningspunkt. Grønlandsk kultur eller grønlænderne er heller ikke specielt tydelige i børnenes bevidsthed og hverdag. Romanens univers (og dermed hele børnenes verden) udgøres af et lille geografisk område med et fåtal af personer, og skolen er primært for danske børn med tre klassetrin kaldet Første danske, Anden danske og Tredje danske. Men det er netop i det åbenlyse fravær af ”Grønland” i denne roman, at Mondrup viser et andet portræt af Grønland og en kultur i kulturen, hvor danskere kommer til for at arbejde, men mange rejser igen, fordi de ikke kan stå distancen i længden. Dette præger børnenes venskaber og relationer, som gang på gang bliver opbygget og nedbrudt. Og Mondrup må vide, hvad hun taler om, idet hun selv tilbragte det meste af sin barndom i Grønland.
De seksuelle undertoner er til stede som også i Mondrups tidligere romaner (om kunstneren Justine). Denne gang er det barnets spirende seksualitet og identitet, der dissekeres under Mondrups kyndige kniv. Bjørk er i alderen, hvor man "leger doktor", Knut fantaserer om en af Bjørks veninder og er tæt på at gå for langt i sine kødelige lyster, mens Hilde oplever den første farlige forelskelse og går (for) langt. Tematikken omkring barnets seksualitet og identitetsdannelse indfanges meget troværdigt.
Mondrups sprog er både følsomt og kødeligt. Følsomt, fordi hun forstår at ramme plet i indlevelsen i barnets univers og kødeligt, fordi sproget er så sanseligt i beskrivelserne af smagen af sælkød, hundenes evige hylen udenfor huset og lugten eller følelsen af at røre ved et andet menneske. Der er smukt i Grønland men også barskt, som for eksempel når de søde slædehunde æder et lille barn, de voksne fester og de moralske grænser sløres, når sneen smelter og afslører hundelortene eller søen nær huset er lyserød af gift. Endnu en velskrevet roman af Iben Mondrup, som vi godt kan glæde os til at høre mere fra fremover.
- Log ind for at skrive kommentarer
Det er familiens tre børn, som fortæller i dette følsomme og sansemættede portræt af en dansk udflytterfamilies hverdag i Grønland.
Iben Mondrups seneste roman om tre forskellige indtryk af en barndom i en dansk familie i Grønland er en både insisterende men også en smule frastødende læseoplevelse at begive sig i kast med, for Mondrup fortæller så sanseligt og direkte, at man næsten kan lugte, smage og mærke det hele. Stedet er Godhavn, en grønlandsk by på sydkysten af øen Disko. Tiden er ikke nærmere defineret, men det er i hvert fald før internet, mobiltelefoner og curlingforældre blev opfundet. Lad os sige engang i 1980erne. Moren er lærer på danskerskolen, faren ansat ved kommunen til at holde opsyn med bygninger. Dertil består familien af tre børn; Bjørk, Knut og Hilde.
Historien fortælles på skift gennem de tre børn hen over et års tid. Bjørk, den yngste på omkring syv-ni år, er et nysgerrigt, direkte og lidt brutalt barn. Hendes hverdag koncentrerer sig om skiftende venskaber og på det ubevidste plan om rollefordelingen mellem at give eller modtage, være anfører eller medløber. Knut i sjette klasse er familiens følsomme gemyt på vej til at blive teenager, og han suger sanseindtryk og familiens skiftende stemninger til sig. Så er der fars pige, Hilde i ottende klasse, der gerne tager med på jagt men samtidig slår hælene i og går sine egne veje. For hver ny fortæller afdækkes flere lag af familiens indbyrdes relationer, og de samme begivenheder opleves fra forskellige vinkler.
Man skal som læser ikke forvente, at der sker en masse dramatisk i handlingen. Det er i høj grad børnenes indre følelsesliv og personlige udvikling i en ret så almindelig familie, der er romanens omdrejningspunkt. Grønlandsk kultur eller grønlænderne er heller ikke specielt tydelige i børnenes bevidsthed og hverdag. Romanens univers (og dermed hele børnenes verden) udgøres af et lille geografisk område med et fåtal af personer, og skolen er primært for danske børn med tre klassetrin kaldet Første danske, Anden danske og Tredje danske. Men det er netop i det åbenlyse fravær af ”Grønland” i denne roman, at Mondrup viser et andet portræt af Grønland og en kultur i kulturen, hvor danskere kommer til for at arbejde, men mange rejser igen, fordi de ikke kan stå distancen i længden. Dette præger børnenes venskaber og relationer, som gang på gang bliver opbygget og nedbrudt. Og Mondrup må vide, hvad hun taler om, idet hun selv tilbragte det meste af sin barndom i Grønland.
De seksuelle undertoner er til stede som også i Mondrups tidligere romaner (om kunstneren Justine). Denne gang er det barnets spirende seksualitet og identitet, der dissekeres under Mondrups kyndige kniv. Bjørk er i alderen, hvor man "leger doktor", Knut fantaserer om en af Bjørks veninder og er tæt på at gå for langt i sine kødelige lyster, mens Hilde oplever den første farlige forelskelse og går (for) langt. Tematikken omkring barnets seksualitet og identitetsdannelse indfanges meget troværdigt.
Mondrups sprog er både følsomt og kødeligt. Følsomt, fordi hun forstår at ramme plet i indlevelsen i barnets univers og kødeligt, fordi sproget er så sanseligt i beskrivelserne af smagen af sælkød, hundenes evige hylen udenfor huset og lugten eller følelsen af at røre ved et andet menneske. Der er smukt i Grønland men også barskt, som for eksempel når de søde slædehunde æder et lille barn, de voksne fester og de moralske grænser sløres, når sneen smelter og afslører hundelortene eller søen nær huset er lyserød af gift. Endnu en velskrevet roman af Iben Mondrup, som vi godt kan glæde os til at høre mere fra fremover.
Kommentarer