Velfortalt og smuk fortælling om depression som livsledsager er vigtig læsning. Henning Jensens begavede beskrivelse af afgrunden er uden forfængelighed.
Henning Jensen fortæller om livet med depression. Ikke en depression, men depression, fordi den er en livslang op opslidende ledsager, som kommer og går.
Første gang, han faldt og nærmest besvimede, var, da han var 8 år, og hans forældre skændtes højt, og moren råbte, at når Henning var konfirmeret, ville hun rejse. I de følgende år måtte han balancere i dette limbo, hvor han både skulle være usynlig og samtidig præstere. Om første gang han oplevede afmagten og depressionen fortæller han: "Det er som om jeg har åbnet en port til døden. Som at være død i levende live. Som at dø. Mørket fra en sort sol, der kun lyser svagt i disen..., alt ånder død".
Henning Jensen fik sit første angstanfald som 35-årig, da han cyklede til prøve, hvor han "gled gennem en tynd glasvæg ind i en anden verden". Han fortsatte alligevel med at arbejde hårdt på teatret, ofte fra 8-23 hver dag. Der var ingen, der hjalp ham, heller ikke da han var mest syg. Efterhånden troede han, at publikum hadede ham, og derfor begyndte han at hade dem. For at kunne holde sig selv ud begyndte han at drikke.
Skuespilleren reagerede først på sin egen elendighed, den dag han sad i lænestolen med afføringen løbende ned ad benene uden at kunne bevæge sig. Derefter måtte han ud på "behandlermarkedet", men ingen af dem, han konsulterede, kunne hjælpe ham. Han var alene indtil den dag, han ringede til psykiater og minister Lise Østergaard, der anerkendte, hvor syg han var, og sendte ham videre til chefpsykologen på Rigshospitalet, hvorefter han blev indlagt. Under indlæggelsen arbejdede han sig frem mod nogle barske erkendelser: "Jeg havde ikke en samlet kerne indeni mig, et overjeg, som jeg kunne handle fornuftigt med, for min mor mente, at alt, hvad jeg gjorde, var forkert." Det blev ikke sidste gang, Henning Jensen fik en depression, men aldrig så dyb som denne.
Henning Jensen har beskrevet sit dramatiske liv med depression som en altædende livsledsager. Hans sprog er smukt og detaljeret, og han er en fantastisk fortæller. Hans begavede refleksioner og ærlige beskrivelser af et forløb, som de fleste mennesker har svært ved at sætte ord på, er i den grad vellykkede. Bogen er barsk at lægge sig ud med, men skuespillerens ironiske selvindsigt holder, trods den stærkt personlige beretning, sin læser ud i beskyttende distance.
'Gennem glasvæggen' er en uafrystelig læseoplevelse med paralleller til nye romaner som Med verden i ryggen af Thomas Melle og Oktoberbarn af Linda Boström Knausgård.
Kommentarer