Fvonk af Erlend Loe

Venskabet mellem en deprimeret statsminister og en funktionær er omdrejningspunktet i denne naive, absurde og humoristiske bog, der dog minder lidt om en kopi af tidligere Loe-romaner.

Fvonk er en mand, som går stille med dørene. Efter noget påstået ”snavs” med medlemstallene i Vandre- og Motionsforbundet er han fritstillet fra sit job, og ”de gravide” er overalt og holder øje med ham. En dag får Fvonk et noget specielt tilbud om at lade en hemmelig og godt forklædt logerende bo i sit hjem. En aften giver gæsten sig til kende, og til Fvonks store overraskelse er det ingen ringere end Norges statsminister.

Jens (Stoltenberg) er deprimeret og har brug for noget alenetid, hvor han kan være sig selv. Snart begynder Jens at frekventere Fvonk hver aftenen, hvor de hygger, snakker og drikker te eller vin. Fvonk arbejder på sine malerier altid bestående af det samme motiv af fækalier, og Jens bygger ting med sit Kaplabyggesæt. Det nye venskab forsegles på ægte drengemanér ved at blande blod.

Noget af det, jeg holder meget af ved Erlend Loe som forfatter, er hans forkærlighed for den usikre moderne mand i identitetskrise. Loe og hans hovedpersoner har deres egen barnlige logik og underspillede absurde humor. ’Fvonk’ er da heller ingen undtagelse, da den er blandet efter samme opskrift som Loes øvrige forfatterskab.

At bruge en nulevende person har Loe bl.a. tidligere benyttet sig af i ’Stille dage i Mixing Part’, hvor den engelske kogebogsforfatter Nigella Lawson kortvarigt er med. Hist og her nævner Jens ”det der skete sidste sommer” som en mulig reference til terrorangrebet på Utøya.

Det mest underholdende ved ’Fvonk’ er parodien på den barnlige og lettere egoistiske statsminister, der trænger til fritid og at være sig selv udenfor mediernes søgelys. Loe tager tematikken op om, at vi alle spiller en rolle i nogle sammenhænge, men samtidig blot er mennesker med helt almindelige behov og følelser inde bag facaden. "Store som små, alle vi må på lokum gå" fristes man til at sige, og Loe eksemplificerer på munter vis dette, når Jens muntrer sig med at skrive læserbreve under falsk navn, opdager at hans fæces ligner ærkeenglen Gabriel eller ikke rigtig gider være statsminister: ”Du skulle høre dig selv, siger Jens, ikke lyst, altså ærlig talt, hvor meget lyst tror du jeg har til at styre landet for tiden? Nej, vel? Vi må alle yde vores bidrag.”

Det kan måske være unfair at sammenligne med det øvrige forfatterskab, men når denne roman virker som en lidt falmet kopi af tidligere fremragende romaner såsom ’Doppler’, ’Naiv.super.’ og ’Kvinden flytter ind’, så må det være på sin plads. ’Fvonk’ er en læseoplevelse på det jævne, og det var som at læse endnu en Erlend Loe-historie, man svagt husker at have læst før. Der er momentvise absurde og sjove optrin undervejs, men i længden bliver latteren blot til en svag trækken på smilebåndet.

Er man Erlend Loe-fan som undertegnede, skal man selvfølgelig unde sig selv denne læseoplevelse. Alt Loe-nyt er godt nyt, men for nye læsere af forfatterskabet vil jeg hellere anbefale nogle af forfatterens tidligere romaner.