Anmeldelse
Fra ryggen af Steen Langstrup
- Log ind for at skrive kommentarer
Stine og Jakob kommer hjem efter en glad aften i byen, kun for at opdage, at døren til deres lejlighed er blevet brudt op. Ved første øjekast ser der ikke ud til at mangle noget, men ved nærmere eftersyn er der forsvundet et billede, de kalder "Damen med den store røv", som Stine har arvet efter sin mormor. Nærmest samtidig med at Jakob opdager det manglende billede, bliver han overfaldet af indbrudstyven, der har gemt sig i lejligheden, og ved et uheld slår Jakob tyven ihjel.
Og så starter balladen. Det viser sig, at det stjålne billede er malet af Hitler og forestiller hans niece Geli, der var Hitlers store kærlighed. Indbrudstyven var en 18-årig svensk nynazist, og efter hendes død får Stine og Jakob organisationen 88 Landskrona på nakken med telefontrusler og dødslister.
Men det er ikke alt. På en tur hjem til sin mor opdager Stine, at hun bliver forfulgt af en grå Volvo, og føreren ligner bestemt ikke en svensk nynazist. Så da det stjålne billede kort efter dukker op igen på sin plads i lejligheden, står det helt klart for Stine og Jakob, at der er flere aktører involveret i sagen. Da det danske politi tilsyneladende ikke kan hjælpe, må Stine og Jakob selv tage affære, og det gør de med bravur.
Steen Langstrup er mest kendt for sine gysere, bl.a. debutromanen "Kat - ondskaben lurer i regnen", der blev filmatiseret sidste år. Denne gang har han dog begået en gedigen spændingsroman med masser af action, tjubang og hurtig handling.
I korte kapitler fortælles Stine og Jakobs historie med små flash backs til Anden Verdenskrig, hvor vi hører om en tysk SS doktor Ludwig Berger. Der er tilsyneladende en forbindelse mellem Berger og Stine og Jakob, men hvori den består, holder Steen Langstrup godt skjult det meste af romanen.
"Fra ryggen" er en rigtig underholdende roman. Den er letlæst og uden de store dybdepsykologiske portrætter af personerne, men spændingen i historien gør, at man bestemt ikke har lyst til at lægge bogen fra sig, før den sidste side er læst.
Gyldendal, 2002. 183 sider. Kr. 195,-

Kommentarer