Fatale. Vol. 4: At håbe på regn af Ed Brubaker og Sean Phillips

Historien om den gådefulde Jo og hendes magt over mænd har fået endnu et kapitel. Tegneserie for voksne og en gedigen blanding af crime noir og horror.

Brubakers historie er stadig temmelig forvirrende og uforløst, men i dette bind ved man i det mindste, hvem hovedpersonen og hendes forfølgere er, og det gør det hele lidt lettere at fordøje.

Historien fænger, og det skal blive spændende at se, hvad de næste bind vil bringe.

Plottet er vist aldrig er set før, og hele stemningen i serien får mig til at tænke på de gode gammeldags krimifilm og de kulørte gysere med gale sekter og djævletilbedelse.

Den aktuelle historie foregår i 1990’ernes Seattle. Lederen af grunge-bandet Amsterdam finder en nøgen kvinde i vejkanten, Jo naturligvis, og tager hende med hjem til bandets hus. Bandmedlemmerne er udbrændte, og deres popularitet er stærkt dalende, men med Jos tilsynekomst synes der at oprinde nye og gyldne tider. Er Jo virkelig deres muse, eller er hun noget meget værre? Begivenhederne eskalerer. Bandmedlemmerne begår bankkup for at skaffe penge til en videoproduktion, og Jos forfølgere nærmer sig, deriblandt en totalt samvittighedsløs seriemorder.

Som sædvanlig ender det hele i vold og mord, og Jo må igen på flugt.

Det er noget af en historie, Brubaker disker op med, og den er ikke sådan lige at få has på Alle de mange elementer fra de tidligere bind med et mystisk manuskript, en død forfatter, en mystisk kvinde, en sekt og rituelle ofringer bliver ikke fulgt til dørs i dette kapitel. Hovedpersonen fra første bind, Nicolas Nash, bliver dog hjulpet ud af fængslet af bandlederen, så man aner en sammenhæng og et overordnet tema.

Historien er såmænd spændende nok, men umiddelbart virker det, som om forfatteren ikke helt har været klar over, hvilken slags historie han vil fortælle: En krimi, en gyser eller en superheltehistorie? Billedsiden passer fint til indholdet – lidt gammeldags af udseende med en masse små ruder per side. Farvelægningen er mørk og violet, bortset fra lidt mere rødt, når drabene og uhyggen tager over. Dette album er betydeligt bedre og mere stramt komponeret end de tidligere, så der er håb forude.