Daniel Kehlmann er stærkt tilbage med en mystisk, nihilistisk og humoristisk roman om tre brødres liv og skæbne. Anbefales til en dag, hvor der er kapital på den mentale og intellektuelle bankbog.
En eftermiddag i 1984 besøger Arthur Friedland hypnotisøren ’Den stor Lindemann’ sammen med sine tre sønner, den fjortenårige Martin og tvillingerne Iwan og Eric på syv. Dette besøg får store og fatale konsekvenser for familien. Umiddelbart efter seancen forlader Arthur sine sønner og vender først tilbage over tyve år senere. Da er alle tre brødre på hver deres måde indhyllet i et liv fyldt med hykleri, bedrag og falskhed.
Martin, den ældste, er præst, voldsomt overvægtig og bor stadig hjemme hos mor. Han tror ikke på Gud, men til gængæld har han en usvigelig tro på næste måltid og mesterskaberne i Rubiksterning. Iwan er en kendt kunstanmelder og var kurator for kunstmaleren Eulenböck. I virkeligheden er det ham, der efter Eulenböcks død maler videre på mestrenes "ukendte" værker. Eric er indenfor finansverdenen, hvor han er mester ud i fup og fidusmageri.
Altså brødre med tre helt forskellige livsperspektiver - indenfor kirke, kunst og kapital - og dog alle så ens; illusionsløse, fortabte og gennemsyret af falskhed, løgn og bedrag.
Romanen F er på mange måder som en Rubiksterning: Alt efter, hvordan du drejer den, ser du noget nyt, og hele spejlingstemaet (tvillingerne Iwan og Eric drømmer blandt andet hinandens drømme, og Erics datter farer vild i en spejllabyrint) er gennemgående. For hvad er hvad, og hvorfor opleves de samme historier så helt forskelligt fra bror til bror? Romanen er kompleks, og det gør det ikke nemmere, at alle har deres versioner og deres hemmeligheder.
Meget hurtigt bevæger jeg mig ud på tynd is, når jeg skal anmelde bogen, fordi Kehlmann er så mystisk og hans abstraktionsniveau er langt ud over, hvad jeg altid kan få med. Meget litterær er han også, og romanen har mange intertekstuelle og litterære referencer, og jeg tror, at den ville egne sig til læsekredse. Jeg har læst anmeldere, der nævner Hesse-, Mann-, Goethe-, Dostojevskij- og Auster-referencer i deres læsning af F, og der er ingen tvivl om, at Kehlmann er meget belæst.
Med alt dette lyder det som om, at F er en voldsom og alvorlig bog. Men det er den ikke kun, den er også meget morsom. Jeg elsker scenerne, hvor Martin (præsten) gnasker chokoladebarer i skriftestolen bag forhænget, og hans eneste svar til ham, der skrifter, er: "Det er et mysterium". Derudover er der et meget formildende og dejligt møde mellem Erics datter Marie og Arthur (farfaderen). Jeg elsker deres e-mailudvekslinger, der handler om, hvad hendes dummeste lærer hedder, om onsdag er bedre end mandag eller om regnvejr gør hende nedslået. Sådanne e-mails varmer i en roman med et til tider meget kynisk verdenssyn.
Vil jeg så anbefale F? Hvis du ikke har læst Kehlmanns Opmåling af verden, er det den, du skal starte med. F er på mange måder en meget ambitiøs og eftertænksom bog, men den er også mørk og uforløst. Til gengæld er den sprogligt smuk og fuld af humoristisk samfundskritik og forrygende dialog. Så selvfølgelig vil jeg anbefale den til en dag, hvor der er kapital på den mentale og intellektuelle bankbog. Eller til en dag, hvor du har nogen at tale med den om.
Originally published by Marianne Träff, Litteratursiden.
Kommentarer