Fra Bogbrokken
"Der findes ondskab i selv de mindste skabninger, men da Gud skabte mennesket stod Fanden ved hans side".
Sådan siger en forbipasserende bifigur i starten af Blodets meridian. Og Cormac McCarthys bruger næsten samtlige 414 sider i bogen på at vise denne pointe. Og det giver tilsammen et i begge ords bogstaveligste forstand et rædselsfuldt mesterværk!
Bogens udgangspunkt er den navnløse dreng, der som fjortenårig stikker af fra sin fordrukne far i Tennessee. Som sekstenårig i 1849 tilslutter han sig efter en rå og omtumlet tilværelse Glantons bande af skalpejægere i Texas, der tager til det nordligste Mexico for at slagte så mange indianere som muligt: 10$ pr. skalp. Og pengene betales af de forskellige guvernører i de egne, de jager i. Men den kollektive blodtørst og dæmoniseringen eskalerer og landsbyer, kvægkaravaner, mexikanske soldater og alle andre tilfældige mejes ned.
Jeg har brugt lang tid på at finde ud af, hvad det er McCarthy kan, så den fuldstændigt udpenslede vold faktisk beskrives sådan, at det ikke virker som spekulation. For det første så fortæller han på intet tidspunkt, hvad bogens personer føler, eller hvordan læseren skal opleve det han læser. Forfatteren er alvidende, men afholder sig fuldstændigt fra at dømme personer eller påtvinge læseren. Det er rene konstateringer af, hvad der sker, hvordan landskaberne ser ud. Der er ikke noget, der hedder en dejlig dag her. Det er det op til læseren at afgøre. Og for det andet så kan Cormac McCarthys altså skrive, så både englene synger og djævlene griner. Men det må du selv opleve.
Dermed ikke være sagt, at man ikke kommer til at være på brækstadiet indimellem. Det gjorde jeg, men jeg vendte tilbage efter mere, hver gang. Og et godt råd er, at læse den langsomt og og måske ikke altid nyde, men se detaljen i den måde, som McCarthy har skrevet alt. Læs den højt for dig selv inde i hovedet.
Egentlig er de rammer, som jeg har for mine indlæg ikke fyldestgørende for sådan en bog, som Blodet meridian er. Jeg ville både gerne have sagt noget om naturbeskrivelser, religiøse linier i bogen, pegen frem mod udrensninger i nutidens verden og den bogens nærmest mytiske figur Dommer Holden. Men jeg konkluderer blot:
Fascinerende og frastødende, smukt og skræmmende mesterværk over et stykke menneskelig unatur!
Kommentarer