En sandsynlig historie af Karin Alvtegen

At mand møder kvinde er ikke et særsyn i litteraturen, men Helena og Anders har en usædvanlig tung bagage at slæbe rundt på.

Karin Alvtegen er tilbage, denne gang med en psykologisk roman om hvordan man påvirkes af barndommens traumer, og hvordan man, netop fordi man ikke ønsker at gentage egne forældres fejl, alligevel kommer til at gøre det forkerte.

Anders dukker op på Helenas hotel i Nordsverige efter et mislykket selvmordsforsøg og bliver ansat som håndværker; Helena slikker sårene efter at manden har forladt hende og det, hun troede var deres fælles drøm, og er rejst "hjem" til Stockholm. Hun vil gøre alt for at 13-årige Emelie skal få en god og harmonisk barndom, men hvorfor forsøger hun så at  forhindre hende i have kontakt med sin far?

Anders og Helena, to knudemennesker, åbner og lukker sig for hinanden, men der sker noget med dem, ikke mindst på grund af særlingen Verner, der bor alene i skoven og absolut ikke er som andre.

Karin Alvtegen har tidligere skrevet en række kriminalromaner, hvor det psykologiske aspekt altid har vejet tungere end morderjagt og politiarbejde. Her har hun så forladt det kriminelle miljø og kastet sig ud i en historie om to, nej flere, mennesker, som gør det mere end almindeligt svært for sig selv - og hun gør det SÅ godt!

Beskrivelsen af det lille samfund, og især de to kvinder, barndomsveninderne Helena og Karin, minder mig om min barndoms landsby: Uanset hvad man gør, er der øjne der ser, man tænker sig om før man vælger at gå en uskyldig aftentur: Hvad vil den og den dog tænke? Og alting skal være som det var, og alting er de andres skyld.

Både Helena, Anders og Karin får rykket ved deres egne fordomme, men lærer de mon noget af de nyvundne erfaringer? Og handler de derefter?