Elektra lever af Frank Miller

En superheltehistorie, hvor ingen påklæder sig farvestrålende dragter, og hvor fjenden lige så meget er heltens eget sind som de snigmordere, der efterstræber hans afdøde elskede.

For snart mange år siden revolutionerede Frank Miller den blinde superhelt Dæmonen i de kulørte hæfter - han, hvis borgerlige navn er Matt Murdock, fik mere dybde, mere historie… og en kvinde at elske. En kvinde, som døde en blodig død for hånden af superskurken Bullseye. Nu, mange år senere, i en lækker hardcover-udgivelse, får vi den videre historie om, hvad der hændte Elektra. For selv om "Elektra lever" langt fra er nogen gængs superheltehistorie, så holder den dog fast i den tradition, at de døde sjældent forbliver døde - praktisk talt vælter de ud af skabe og skuffer.

Historien følger Matt Murdock, som lider af mareridt efter Elektras død og langsomt begynder at tvivle på, om hun overhovedet er død, eller om det er budskaber fra det hinsides. Samtidig benytter en ninjakult sig af gustne midler for at afsløre den største trussel mod dem, og svaret viser sig ikke overraskende at være en kvinde…

"Elektra lever" er en del af en fortløbende saga, men til Frank Millers ros lykkes det ham mere eller mindre at fortælle en enkeltstående historie, om end nogle læsere nok skal være meget opmærksomme på de detaljer, som fortælles i billederne, for ikke at blive forvirrede. Men er man villig til at investere den smule koncentration, får man også leveret en intens historie i tekst og billeder. Miller fortæller overlegent og får det til at virke legende let, så historien skifter mellem at brage af sted og pludselige dvæle ved kampscener over flere sider. Det er en superheltehistorie, hvor Miller har pillet den pinlige patos af - og en hårdkogt noir krimi med ekstra tjubang. Det fungerer upåklageligt og i mine øjne bedre end mange af Millers senere værker.

Oversat af Preben P. Maarup. G Floy Studio, 2007. 80 sider.