Anmeldelse
Det andet navn. Bind 1 og 2 af Jon Fosse
- Log ind for at skrive kommentarer
Besættende fortælling om maleren Asle, der ser begivenheder fra fortiden som billeder, der skal males. I en strøm af tanker bakser han med meningen med det hele, fordi hans kone ikke er der mere.
'Det andet navn' er en særegen og dybt original fortælling om maleren Asle, der ser tilbage på sit liv. Han bor alene i Dylgja, og de nærmeste venner er naboen Åsleik og galleriejeren Beyer, der bor i Bjørgvin. Her bor også den yngre Asle, der ligger og skælver og overvejer at gå ud i havet.
Både første og andet bind er skrevet som en lang strøm af tanker om Asles nuværende liv og det liv, der var. De er skrevet uden punktummer, men med fine dialoger og tanker i gentagende temaer om at male, om Gud, eksistens, venskab, alkoholisme og om tiden, der bare går.
Som barn kunne Asle ikke regne, men han kunne tegne i regnebogen, og det blev han ved med. Folk kunne lide hans billeder af deres huse i solskin, men det blev for kedeligt for ham. Det interessante var skyggerne og det tiltagende mørke, hvor der alligevel var lys. Lyset i mørket og oliemaling på lærred blev hans livs fæste. De bedste billeder gemmer han på loftet. Åsleik, der er fisker og hans nabo, får hvert år et billede, der bliver givet videre til hans søster.
Asle var engang gift med Ales, og i et levende minde om forelskelsen og kærligheden fra sin ungdom er en gyngetur, hvor Asle gynger Ales. Det er en uafbrudt bølgende bevægelse, som et intenst samleje, der bliver et billede på tiden, der er væk, men alligevel til stede. Han savner hende. Hjemme står der et tomt koldt hus med et lærred, der har to krydsende streger. Her kommer naboen ofte forbi med fisk og lidt selskab. Asle har været alkoholiker, ligget og skælvet, nu er han konverteret til katolicismen og har lært bønnerne udenad også på latin. Måske et værn mod ensomheden, måske for at holde det ud, for hvad er meningen? Smukt er det i hvert fald.
I andet bind står der stadig et maleri med to krydsende streger, men her ser Asle tilbage på sin barndom, hvor han gik en forbudt tur ned til fjorden med sin søster Alida, hvor nabodrengen druknede. Som i malerierne ser Asle også den oplevelse i grå og brune farver, et mørke men alligevel med lys.
Det er de små dramaer, der skrives frem i denne besættende og enkle nordiske fortælling, der bliver som en lang bøn om kunst, tro, livet og tidens gang. Oplevelsen af før og nu er transparent og ses i billeder i lys og skygge. Langsomt får man mere at vide om Asles liv og virke. Der skulle komme i alt syv bind, så der er virkelig noget at glæde sig til.
Jon Fosse er født i 1959 og har et stort prisbelønnet forfatterskab bag sig, og som er oversat til mange sprog. I 2015 fik han Nordisk Råds Litteraturpris for trilogien Andvake, Olavs drømme og Kveldsvævd. Han minder om Kjell Askildsen, der i sine mesterlige noveller skriver om det svære i livet på en let måde.
- Log ind for at skrive kommentarer
Besættende fortælling om maleren Asle, der ser begivenheder fra fortiden som billeder, der skal males. I en strøm af tanker bakser han med meningen med det hele, fordi hans kone ikke er der mere.
'Det andet navn' er en særegen og dybt original fortælling om maleren Asle, der ser tilbage på sit liv. Han bor alene i Dylgja, og de nærmeste venner er naboen Åsleik og galleriejeren Beyer, der bor i Bjørgvin. Her bor også den yngre Asle, der ligger og skælver og overvejer at gå ud i havet.
Både første og andet bind er skrevet som en lang strøm af tanker om Asles nuværende liv og det liv, der var. De er skrevet uden punktummer, men med fine dialoger og tanker i gentagende temaer om at male, om Gud, eksistens, venskab, alkoholisme og om tiden, der bare går.
Som barn kunne Asle ikke regne, men han kunne tegne i regnebogen, og det blev han ved med. Folk kunne lide hans billeder af deres huse i solskin, men det blev for kedeligt for ham. Det interessante var skyggerne og det tiltagende mørke, hvor der alligevel var lys. Lyset i mørket og oliemaling på lærred blev hans livs fæste. De bedste billeder gemmer han på loftet. Åsleik, der er fisker og hans nabo, får hvert år et billede, der bliver givet videre til hans søster.
Asle var engang gift med Ales, og i et levende minde om forelskelsen og kærligheden fra sin ungdom er en gyngetur, hvor Asle gynger Ales. Det er en uafbrudt bølgende bevægelse, som et intenst samleje, der bliver et billede på tiden, der er væk, men alligevel til stede. Han savner hende. Hjemme står der et tomt koldt hus med et lærred, der har to krydsende streger. Her kommer naboen ofte forbi med fisk og lidt selskab. Asle har været alkoholiker, ligget og skælvet, nu er han konverteret til katolicismen og har lært bønnerne udenad også på latin. Måske et værn mod ensomheden, måske for at holde det ud, for hvad er meningen? Smukt er det i hvert fald.
I andet bind står der stadig et maleri med to krydsende streger, men her ser Asle tilbage på sin barndom, hvor han gik en forbudt tur ned til fjorden med sin søster Alida, hvor nabodrengen druknede. Som i malerierne ser Asle også den oplevelse i grå og brune farver, et mørke men alligevel med lys.
Det er de små dramaer, der skrives frem i denne besættende og enkle nordiske fortælling, der bliver som en lang bøn om kunst, tro, livet og tidens gang. Oplevelsen af før og nu er transparent og ses i billeder i lys og skygge. Langsomt får man mere at vide om Asles liv og virke. Der skulle komme i alt syv bind, så der er virkelig noget at glæde sig til.
Jon Fosse er født i 1959 og har et stort prisbelønnet forfatterskab bag sig, og som er oversat til mange sprog. I 2015 fik han Nordisk Råds Litteraturpris for trilogien Andvake, Olavs drømme og Kveldsvævd. Han minder om Kjell Askildsen, der i sine mesterlige noveller skriver om det svære i livet på en let måde.
Kommentarer